Irak200425

Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1978. Indrejst i august 2001. Som 12-13 årig blev ansøgeren under krigen udsat for kemiske stoffer, hvorefter hun blev syg. Omkring 2001 svækkedes hendes syn alvorligt. I hjemlandet blev ansøgeren behandlet for sin øjensygdom, dog uden noget positivt resultat. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren modtaget behandling. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim fra Basra, at hun ikke har været politisk aktiv, at hun ikke har udført aktiviteter, der i sig selv har været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne, og at hun udrejste legalt. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hendes familie var i Danmark, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være helt alene, og at hun ikke i hjemlandet ville kunne blive behandlet for sin stærke synsnedsættelse med heraf følgende nærliggende risiko for at blive helt blind. Det bemærkedes, at ansøgerens fader som asylmotiv havde angivet at have været fængslet, og at han frygtede fængsling og henrettelse. De af ansøgeren påberåbte grunde til støtte for asylansøgningen kunne ikke medføre asyl. Hertil kom, at det daværende styre ikke længere var ved magten. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske organisationer eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation var usikker. For så vidt angik de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. På denne baggrund kunne oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, herunder forholdene for enlige kvinder, heller ikke i sig selv begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren blandt andet havde pådraget sig en alvorlig synslidelse, som angiveligt ikke kunne behandles i hjemlandet, kunne ikke føre til noget andet resultat. Der kunne herved ikke antages at foreligge nogen krænkelse af EMRK art. 3. Det fulgte af praksis fra Menneskeretsdomstolen, at afviste asylansøgere i princippet ikke har ret til at forblive i landet med henblik på at kunne modtage blandt andet særlig læge- eller socialbistand fra staten. Dog kunne udsendelse under helt særlige omstændigheder på grund af tvingende humanitære grunde indebære en krænkelse af den nævnte artikel. Det bemærkedes, at ansøgeren havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, frem til juli 2004. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/25