Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak, født i 1957 (M) og i 1971 (K). Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde for så vidt angår den mandlige ansøger til grund, at ansøgeren var etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk-området, at ansøgerens menige medlemskab af Baath-partiet alene var af formel karakter, idet ansøgeren ellers ikke kunne læse på Teknisk Institut, og at ansøgeren ikke i øvrigt havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv til samtalereferatet påberåbt sig, at han frygtede henrettelse på grund af konflikten med Baath-partiet i anledning af fundet af regeringsfjendtlige løbesedler på hans bopæl. Hertil kommer konflikten med faderens fætter, der var medlem af Baath-partiet. Endelig havde ansøgeren for Flygtningenævnet yderligere påberåbt sig de generelt vanskelige forhold for etniske turkmenere i hjemlandet. Da det daværende styre ikke længere er ved magten, kunne de påberåbte konflikter med Baath-partiet og fætteren ikke begrunde asyl. Ansøgeren fremstod i øvrigt uprofileret, og der er ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde for så vidt angår den kvindelige ansøger til grund, at ansøgeren var etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk-området, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, som vedrørte en konflikt med Baath-partiet og en fætter til ægtefællens fader, som var medlem af Baath-partiet. Hertil kom de generelt vanskelige forhold for etniske turkmenere. Da det daværende styre ikke længere er ved magten, kunne de påberåbte konflikter med Baath-partiet og fætteren ikke begrunde asyl. Ansøgeren fremstod i øvrigt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/24
