Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1974. Indrejst i november 2001. Ansøger har oplyst, at han blev anholdt sammen med sin far i september 2001, hvorefter han udrejste. Herudover har ansøger oplyst, at den person, der stod bag anholdelsen tilhører en magtfuld klan, som er i konflikt med ansøgers klan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han havde tilknytning til Al-Sader bevægelsen, og at han efter drabet på Al-Sader i 1999 flere gange har været tilbageholdt på grund af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia-muslim. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig forfølgelse af Saddam Hussein-styret på grund af en politianholdelse i september 2001 som det lykkedes ham at flygte fra. Ansøgeren henviste senere til, at han var en del af den shia-muslimske bevægelse omkring Al-Sader, og at han som følge heraf var anholdt 6-7 gange i 1999. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaringer om sine forhold var divergerende, udbyggende og usammenhængende, og at hans forklaring for nævnet ikke var overbevisende. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om forfølgelse af religiøse grunde til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at forklaringen herom hverken fremgår af registreringsrapport eller asylansøgningsskema til trods for at ansøgeren påberåbte sig dette forhold som den væsentligste del af sit asylmotiv. Nævnet fandt ikke at ansøgeren gav en plausibel forklaring på, at han først forklarede herom under samtalen med Udlændingestyrelsen. For så vidt angår anholdelsen i september 2001 bemærkedes, at ansøgeren til registreringsrapport, asylansøgningsskema og første samtale med Udlændingestyrelsen anførte, at det var hans fader, der skulle anholdes, og at han selv kun blev anholdt, fordi han blandede sig i anholdelsen. Ansøgeren oplyste derimod til anden samtale med Udlændingestyrelsen, at myndighederne i realiteten ville anholde ham, og at det alene var et påskud, at myndighederne tilkendegav at ville anholde faderen. Nævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt af religiøse årsager, eller at anholdelsen i 2001 var begrundet i hans personlige forhold. Flygtningenævnet kunne som følge af det anførte heller ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylretlige konflikter med den person, der stod bag anholdelsen. Nævnet kunne herefter alene lægge til grund, at ansøgeren blev anholdt i 2001, fordi han blandede sig i politiets anholdelse af faderen. Efter Saddam Hussein styrets fald, fandtes dette forhold ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Om de generelle forhold i Irak henviste nævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Nævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Nævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/21