Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Dikar. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig frygt for forfølgelse fra Saddam Hussein styret, idet han fra 1997 og indtil seks måneder før udrejsen i juni 2001 deltog i ugentlige møder, hvor undertrykkelsen af shia muslimer blev diskuteret. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde været tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og udsat for tortur i otte dage i 1996, fem dage i 1997 og i cirka en måned i 2000. Ved den sidste tilbageholdelse blev ansøgeren mistænkt for at tilhøre Dawa partiet. Ansøgeren blev alle gange løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren havde under nævnsmødet endvidere påberåbt sig frygt for forfølgelse fra familiemedlemmer til tidligere medlemmer af Baath partiet og havde endvidere henvist til, at der for cirka to måneder siden var fremsat trusler over for ansøgerens familie angiveligt af disse familiemedlemmer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for Saddam Hussein-styret efter dettes fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt var ikke således begrundet i objektive forhold, at det kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om de efter Saddam Hussein-styrets fald fremsatte trusler, som ikke var nærmere underbyggede eller sandsynliggjorte, kunne begrunde et andet resultat. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein-styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/20
