Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1971. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Hussein-styret på grund af sin faders tilknytning til Dawa partiet, og at han i forbindelse med faderens udrejse havde været indkaldt til afhøring hos sikkerhedstjenesten cirka hver anden måned. Ansøgeren havde under nævnsmødet endvidere oplyst, at han på grund af faderens forhold var tilbageholdt i en måned i 1999. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han deserterede i forbindelse med Golfkrigen i 1991, og at han efterfølgende var fængslet i 18 måneder på grund af deserteringen. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens og hans broders helt uunderbyggede oplysninger om en avisartikel til grund, hvorefter hele ansøgerens familie skulle være dømt til henrettelse in absentia. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for Saddam Hussein-styret efter dettes fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det fremgår endvidere af rapporten, at desertører og værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/12
