Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1978. Indrejst i oktober 2001. I 1995 blev ansøgeren tvangsmæssigt rekrutteret til Folkehæren. Ansøgeren var på daværende tidspunkt mindreårig, og han forstod derfor ikke, hvad der skete. Der var ikke andre i ansøgerens familie, der blev rekrutteret til Folkehæren, men mange andre fra lokalområdet blev rekrutteret. Som medlem var ansøgeren selv med til at tvangsrekruttere folk til Folkehæren. I 1995 deltog ansøgeren i kamphandlinger mod kurdiske partisaner. I den forbindelse skød han mod folk, men han ved ikke, om han har slået nogen ihjel. Ansøgeren blev i området indtil 2001, men han oplevede ikke nogen problemer som følge af hans deltagelse i kamphandlingerne mod kurderne. Der var ingen kurdere på hans alder, der ikke var medlem af Folkehæren. Indtil 2000 blev ansøgeren udelukkende brugt til at holde vagt, da han var analfabet. I perioden 2000 til 2001 beskæftigede ansøgeren sig med at forkynde for folk, når de skulle møde på Baath-partiets kontor samt med at hente folk, der ikke efterkom tilsigelser. Ansøgeren blev senere forsøgt hvervet til Jerusalem-hæren. Han fik at vide, at han ville blive deporteret, hvis han ikke lod sig hverve. Ansøgeren udrejste, fordi han ikke ville være medlem af Jerusalem-hæren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder og muslim fra Kirkuk-området. Ansøgeren havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig forfølgelse af Saddam Hussein-styret, fordi han frygtede konsekvenserne for at have unddraget sig hvervning til Jerusalem-hæren. Efter at styret var faldet, fandtes dette forhold ikke at kunne tillægges asylretlig betydning. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for Folkehæren til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren gennem sine aktiviteter havde profileret sig på en sådan måde, at der var grundlag for at antage, at han var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder i Nord-Irak eller til lokalbefolkningen. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren blev tvangsrekrutteret, samt at alle unge mænd i hjembyen på ansøgerens alder var med i Folkehæren. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt efter det anførte ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styres fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/10
