Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1980. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia-muslim. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig forfølgelse af Saddam Hussein-styret, fordi han havde nægtet at melde sig ind i Baath-partiet og undladt at efterkomme en ordre om at give møde på sessionskontoret med henblik på aftjening af værnepligt. Efter at styret er faldet, fandtes de påberåbte forhold, herunder at ansøgeren havde været tilbageholdt i 10 dage og var blevet udsat for fysiske overgreb, ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Konflikten mellem ansøgerens broder og en Baath-embedsmand, der angiveligt var med til at anholde ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, hvorved nævnet bemærkede, at det ikke forekom sandsynligt, at ansøgeren med sin baggrund fortsat var efterstræbt af det tidligere Baath-medlem. Nævnet henviste særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapportens punkt 5.4.2, at uprofilerede modstandere af det tidligere styre ikke var i risiko for forfølgelse. Af rapportens punkt 3.4 fremgik, at værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerede straf. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens rapport blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Nævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke at den i advokatindlægget påberåbte subjektive frygt for en tilbagevenden kunne anses for begrundet i sådanne forhold, at der på dette grundlag burde meddeles opholdstilladelse. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/1
