Indien20082

Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er indisk statsborger og hindu. Det forhold, at en ukendt sikh-gruppe syv-otte gange siden 1991-92 havde forsøgt at hverve ansøgeren som medlem og herunder fremsat mundtlige trusler mod ansøgeren, fordi han ikke ville være medlem, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at truslerne ikke havde haft et sådant omfang eller intensitet, at det kunne betragtes som asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere, at forholdet mellem ansøgeren og den nævnte sikh-gruppe måtte betragtes som en privatretlig konflikt, og at ansøgeren måtte henvises til eventuelt at søge beskyttelse hos myndighederne. Da gruppen efter ansøgerens oplysninger var en illegal gruppe, fandt Flygtningenævnet, at de indiske myndigheder både kunne og ville give ansøgeren den nødvendige bistand. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Indien/2008/2