Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst første gang i 1993. I 1995 blev ansøgeren af Flygtningenævnet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1995 blev ansøgeren udsendt til hjemlandet. I 2006 indrejste ansøgeren på ny sammen med sin ægtefælle. Ansøgerens sag blev behandlet sammen med ægtefællens sag, som ligeledes blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er sikh fra delstaten Punjab, og at han i begyndelsen af 1990’erne blev tilbageholdt af myndighederne i en kortere periode, og at han herunder blev udsat for en hårdhændet behandling. Ansøgeren havde forklaret upræcist og divergerende om sin tilknytning og aktiviteter for Babbar Khalsa. Efter det foreliggende kunne nævnet alene lægge til grund, at ansøgeren havde haft begrænsede aktiviteter, som lå langt tilbage i tid. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren efter tilbagesendelsen til Indien i 1995 havde opholdt sig i hjemlandet i flere perioder frem til 2006, at ansøgeren havde foretaget flere ind- og udrejser af hjemlandet i denne periode, og at ansøgeren havde opholdt sig i mere end to år i et andet europæisk land fra 2003 til 2006 uden at søge myndighedernes beskyttelse. Dernæst havde ansøgeren forklaret upræcist om at tilbageholdelse og ophøret heraf efter en skudepisode i templet i landsbyen og om finansieringen af de forskellige udlandsrejser på en sådan måde, at oplysningerne forekom konstruerede. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fremstod uprofileret, og at de af ham påberåbte aktiviteter for Babbar Khalsa lå langt tilbage i tid. Under disse omstændigheder, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at indholdet af en erklæring fra Amnesty Internationals lægegruppe efter udfaldet af bevisbedømmelsen ikke kunne føre til noget andet resultat. Indien/2007/2
