Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien, født i 1977. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse af Indien var forfulgt af grunde, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Nævnet kunne heller ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om flere centrale punkter i sit asylmotiv, herunder hvornår og hvor længe og hvorfor han havde været tilbageholdt af politiet. Nævnet måtte på den baggrund tilsidesætte ansøgerens forklaring. Selvom ansøgerens forklaring ville kunne have været lagt til grund, fandt nævnet ikke, at det ville have ført til et andet resultat. Efter ansøgerens forklaring havde han været tilbageholdt i 1995 og i 1998 for politiske aktiviteter. Det fremgår af ansøgerens asylansøgningsskema, at tilbageholdelsen i 1995 var på 5 dage, mens han i 1998 blev tilbageholdt i 15 dage. Efter den sidste tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse og alene på den betingelse, at han skulle forlade området. Ansøgeren tog herefter ophold i Delhi og Bombay, hvor han boede frem til udrejse i 2002. I perioden 1998-2002 har ansøgeren ikke haft problemer med myndighederne udover en kortvarig anholdelse i maj 2000 på grund af et falsk pas. På denne baggrund fandt nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse, som begæret af den beskikkede advokat. Indien/2004/3.
