Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At Flygtningenævnet har ikke imødekommet en anmodning fra ansøgeren og dennes advokat om udsættelse idet ansøgeren lider af tandsmerter. Ansøgeren skulle angiveligt have været opereret hos en tandlæge kl. 13.30. Bortset fra en skadestueseddel af […] 2013 er tandproblemerne udokumenterede. Det bemærkes i denne forbindelse, at sagen tidligere har været udsat, og at advokaten i den forbindelse blev bedt om at fremsende dokumentation. Ansøgeren oplyser at være kristen. Han er fra Durg, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af hinduer fra partierne Bajrang Dal og Shiv Sena, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i efteråret 2011 begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren har deltaget i gudstjenester og fem til seks kristne møder sammen med sin nabo. Han har endvidere læst kristen litteratur. I begyndelsen af 2012 konverterede ansøgeren til kristendommen i en kirke i Durg. I forbindelse med konversionen ændrede ansøgeren sit navn. Omkring otte til ti dage efter konverteringen fremgik det af den lokale avis, at ansøgeren havde ændret sit navn. Samme dag som ansøgerens nye navn blev offentliggjort, blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre til fire personer iklædt hvidt tøj og orange tørklæder. De var fra partierne Bajrang Dal og Shiv Sena. Ansøgeren blev truet med vold, såfremt han ikke skiftede navn og blev hindu igen. Måneden efter sin konversion blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af de samme tre til fire personer, der havde opsøgt ham i begyndelsen af 2012. Han blev trukket ud af sit hus og udsat for det samme som ved det tidligere overfald. I slutningen af måneden blev ansøgeren igen opsøgt af syv til otte repræsentanter på sin bopæl. Han blev ført til byens basar med en snor om halsen. Undervejs sluttede yderligere folk sig til dem, og de var i alt 15-20 personer. Ansøgeren blev spyttet på af forbipasserende. Ved ankomsten til basaren blev han udsat for vold. Personerne tog kvælertag på ansøgeren og udsatte ham for vold, så han besvimede. Politiet overværede episoden, men af frygt for repræsentanterne greb de ikke ind. Ansøgeren gik efter overfaldet til politiet for at anmelde episoden, men politiet foretog sig intet. I foråret 2012 blev ansøgeren igen overfaldet og fik et knivstik i panden, og fik slået tænderne løse. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. 8-10 dage efter overfaldet i foråret 2012 solgte ansøgeren sine ejendele og flygtede til Delhi, hvor han opholdt sig i 10-15 dage, inden han udrejste fra Indien. Ansøgeren er helt uden dokumenter, der sandsynliggør hans identitet. Ansøgeren har først søgt asyl i forbindelse med, at han var blevet pågrebet i at arbejde her i landet uden tilladelse. Ansøgeren er reelt uden viden om den kristne tro og har ikke her i landet deltaget i gudstjenester eller lignende. Heller ikke på tidspunkter, hvor han har opholdt sig på et asylcenter. Ansøgeren har ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet forklare om sine forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har opfyldt den af ham i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren er konverteret til kristendommen og som følge deraf skulle være blevet udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. indi/2013/2
