Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra et ukendt land. Indrejst i 1986.
Flygtningenævnet udtalte:
[På en nærmere bestemt dato] 1987 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladel-se efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 2. [På en nærmere bestemt dato i] 1988 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 1. Opholdstil-ladelsen blev [på en nærmere bestemt dato i ] 1991 gjort tidsubegrænset. Ved dom [afsagt i] 2013 af [en nærmere bestemt byret] blev klageren idømt fængsel i fem år for overtrædelse af lov om eu-foriserende stoffers § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, og straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og liste B. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, nr. 2 og nr. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, jf. stk. 1. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2014 stadfæstede [landsretten] byrettens dom og bestemmelse om udvisning med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i fem år og seks måneder. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 blev klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en frivillig udsendelse til Libanon, idet han frygtede at blive slået ihjel, fordi han er statsløs kurder, og fordi han er udrejst illegalt. [På et nærmere bestemt tidspunkt i ] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse […] om, at klageren kan udsendes til Libanon, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2018 traf Flygtningenævnet afgørelse om at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen foretog en fornyet asylretlig vurdering af sagen i lyset af nye oplysninger om klagerens identitet og nationalitet. [På et efterfølgende tidspunkt i] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren kan udsendes til sit hjemland, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Klageren oplyser, at han etnisk kurder og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren var medlem af partiet Fatah frem til sin udrejse […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs kurder, og derfor ikke kan vende tilbage til Libanon. Derudover har han henvist til, at han er udrejst illegalt af Libanon. Yderligere har han henvist til, at han i Libanon uretmæssigt er anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på [en nærmere bestemt politiker] i Libanon. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at statsløse kurdere bliver undertrykt i Libanon, og at han i 1983 blev pisket af de libanesiske myndigheder, fordi han var kurder. I 1982 eller 1983 blev klageren anholdt, fordi han ikke var libanesisk statsborger, og fordi han uretmæssigt var anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på [den nærmere bestemte politiker]. Klageren sad omkring halvandet år i fængsel. I fængslet blev han udsat for gentagne overgreb. Klageren blev frifundet for de uretmæssige anklager, hvorefter de libanesiske myndigheder forsøgte at udsende ham til Syrien. De syriske myndigheder ønskede ikke at modtage klageren, hvorfor han skjulte sig i den Fatah-kontrollerede by Tripoli i Libanon. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ikke har ønsket at medvirke frivilligt til en udsendelse til hjemlandet, skal Flygtningenævnet efter udlændingelovens § 49a træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Flygtningenævnet tiltræder bevisvurderingen i nævnets afgørelse [fra] 2017. Flygtningenævnet kan således tiltræde, at klageren har forklaret upræcist og divergerende om årsagen til den angivelige fængsling i 1983. Han har således først til § 31-samtalen oplyst, at fængslingen skyldes falske anklager angående bankrøveri og drabsforsøg. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at klageren har forklaret upræcist om løsladelsen og deporteringen til Tripoli. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren skulle være eftersøgt af myndighederne. Endelige tiltrædes det, at klageren efter sin egen forklaring alene var menigt medlem af Al-fatah i en periode på to år forud for fængslingen i 1983, og at der ikke længere er nogen igangværende konflikt mellem Al-fatah og myndighederne. Vedrørende de gene-relle forhold for statsløse kurdere i Libanon tiltræder Flygtningenævnet, at det må indgå i vurderin-gen, at der siden 1994 har været lovgivning om, at statsløse kurdere kan erhverve statsborgerskab. Hertil kommer at de generelle forhold for statsløse kurdere ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Den omstændighed, at klageren i sin tid måtte være udrejst illegalt af Libanon, kan heller ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Klageren har været forsøgt udsendt til Liba-non. Libanon har nægtet at modtage klageren, idet han efter oplysningerne fra Libanon er ukendt der. Klageren har forklaret upræcist om sine forældre og bedsteforældres forhold. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt hans forældre og bedsteforældre er født i Libanon. Han har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt han har haft ID-papirer i Libanon. Klagerens hustru har over for politiet forklaret, at klagerens bedsteforældre er fra Mardin i det sydøstlige Tyrkiet. Klage-ren er blevet sprogtesten. Sprogtesten viser ikke et sikkert resultat. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at to af hans døtre er gift med mænd, der er af irakisk herkomst. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af ovennævnte forhold til grund, at klageren er uidentificeret. Det læg-ges efter klagerens forklaring til grund, at han ikke har asylbegrundende problemer i andre lande end Libanon. Idet hverken oplysningerne om klageren personlige forhold, eller det om hans hel-bredsforhold i øvrigt oplyste kan føre til nogen ændret vurdering, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og indi-viduel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at klageren ved en tilbageven-den til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelo-vens § 31, stk. 1.Sammenfattende er udlændingelovens § 31, derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til hjemlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2019/7/STRAA
