Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra angiveligt Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive slået ihjel af sin familie, hvis de opdager, at hun blev udsat for seksuelle overgreb af officeren [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af officeren, eller at officeren vil offentliggøre de billeder, som han tog af hende i forbindelse med det seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far og bror, [B], solgte grøntsager på gaden uden tilladelse, da en politipatrulje med officeren [A] kom forbi [primo 2017]. Officeren opførte sig respektløst over for ansøgerens far, hvilket gjorde hendes bror så vred, at han slog officeren. Ansøgerens bror stak herefter af, og hendes far blev fængslet. Politiet opsøgte ansøgerens bopæl samme aften for at lede efter ansøgerens bror. Herefter opsøgte politiet ansøgerens bopæl to gange mere med henholdsvis to dage og tre til fire dages mellemrum for at lede efter hendes bror. Officeren var med ved opsøgningerne, og ved den anden og tredje opsøgning oplevede ansøgeren, at han kiggede på hende med farlige blikke. To dage efter den tredje opsøgning vendte officeren alene tilbage til bopælen, hvor han udsatte ansøgeren for et seksuelt overgreb. Officeren forlod efterfølgende bopælen, men han truede ansøgerens mor med, at han ville offentliggøre de billeder, som han havde taget af ansøgeren, hvis hun eller hendes mor fortalte nogen om det seksuelle overgreb. Officeren truede også ansøgerens mor med, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis der var nogen, der fik kendskab til det seksuelle overgreb. Ansøgeren og hendes mor tog herefter over til familiens ven [C], og ansøgeren udrejste af Kuwait sammen med [C] to dage senere [i begyndelsen af 2017]. Ansøgeren ankom til Sverige [i begyndelsen af 2019], hvor [C] indkvarterede hende hos en kvinde ved navn [D], som ligeledes var statsløs bidoon fra Kuwait. Ansøgeren mødte tilfældigt [M] i Sverige, og [i foråret 2017] indrejste hun i Danmark for at søge asyl, idet [M] boede i Danmark, og idet hun ventede hans barn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv til grund. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det asylansøgere at meddele de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er til stede, herunder oplysninger om identitet og nationalitet. Ansøgerens forklaring er vurderet i lyset af, at hun angiveligt er analfabet. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren og asylansøgeren [F] ifølge deres forklaringer kommer fra den samme del (blok) af byen Sulabiya i Kuwait, at de begge er kommet til Danmark med kort mellemrum, at de efter at være kommet til Danmark er blevet gift med to herboende irakiske brødre, der angiveligt driver virksomhed fra samme adresse, og at deres asylmotiver og udrejseomstændigheder har påfaldende ligheder på centrale punkter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at både ansøgeren og [F] under møderne i Flygtningenævnet har benægtet kendskab til den anden ansøger, uanset at [F] under behandlingen i Udlændingestyrelsen har oplyst at kende til ansøgeren. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har et bemærkelsesværdigt begrænset kendskab til Kuwait og den by, hun angiver at have boet i. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende og undvigende på spørgsmålene under mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og om hendes asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden.
Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/22/SMLA