Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber og muslim fra Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 13. september 2014, og at han den 28. januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den 28. februar 2018 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller 8, stk. 1. Klageren har til støtte for sin klage oplyst, at han ønsker at få ændret sin flygtningestatus, idet han ikke kan få udstedt et EU-sygesikringskort, da han har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har under Udlændingestyrelsens behandling af asylsagen oplyst, at han ikke er individuelt forfulgt i hjemlandet. Klageren udrejste af Syrien som følge af de generelle forhold i landet, og fordi hans søn blev indkaldt til militærtjeneste. Klagerens søn udrejste af Syrien til Jordan én måned før klagerens udrejse. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at klageren selv risikerer genindkaldelse til militærtjeneste, og nævnet finder heller ikke, at klageren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at hans søn ikke ønsker at aftjene værnepligt. Det forhold, at klagerens herboende søn ikke måtte kunne få udstedt et EU-sygesikringskort, er uden betydning for vurderingen efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/49/JHB