Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne har oplyst, at han er etnisk bidoon og shia-muslim af trosretning fra al-Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger deltog i en demonstration den 16. december 2011 i Taima. Han deltog i flere demonstrationer mellem 2011 og 2014, hvor flere af demonstrationerne varede i flere dage, derudover har han hverken været politisk aktiv eller medlem af religiøse organisationer. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i demonstrationer, og at han vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, idet han udrejste illegalt sammen med sin familie. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han vil sikre sine børns fremtid, idet børnene ikke har mulighed for at gå i skole i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med demonstrationen den 16. december 2011 i Taima blev anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Under tilbageholdelsen blev han afhørt og slået af myndighedspersonerne. Han blev løsladt mod at underskrive et dokument, hvori han erkendte, at han var imod staten. Han tilkendegav samtidig, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer. Den mandlige ansøger deltog efterfølgende i flere demonstrationer, hvorfor han levede halvandet år i skjul frem til sin udrejse. Han er ikke blevet anholdt siden sin løsladelse i 2011, men familiens bopæl blev opsøgt tre gange af Sikkerhedstjenesten, hver gang med to personer fra sikkerhedstjenesten. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet af myndighederne, fordi hendes ægtefælle deltog i en række demonstrationer. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har deltaget i tre demonstrationer i henholdsvis 2011 og 2012. Ægtefællen blev på et tidspunkt i forbindelse med en demonstration anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Efter løsladelsen levede ægtefællen i skjul i omkring et års tid. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun tre gange blev opsøgt af myndighedspersoner på sin bopæl. Ved den sidste opsøgning blev hun slået, hvorfor hun brækkede sin næse, mistede bevidstheden og tilbragte to døgn på hospitalet. I det hele har den kvindelige ansøger henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgerne har forklaret upræcist og divergerende om deres personlige forhold. Den mandlige ansøger har således opgivet et navn til myndighederne i Danmark, som er anerledes end det, han under forklaringen i Flygtningenævnet fortalte, at han oplyste til myndighederne under fængslingen og igen anerledes end det navn, som den kvindelige ansøger under sin forklaring i Flygtningenævnet oplyste vedrørende sin mand. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige ansøger flere gange – også ved indledningen af sagen i Flygtningenævnet, har byttet om på sin fødselsdato. Den mandlige ansøger har i øvrigt forklaret divergerende og upræcist om, hvorvidt hans familie havde været registret på et tidspunkt, eller om familien aldrig havde været registreret. Dertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om deres naboers navne og om, hvorvidt den kvindelige ansøger har født familiens første barn på et hospital. Endelig har den mandlige ansøger nægtet at oplyse navn og telefonnummer på en person i Kuwait, som han er i kontakt med ugentligt. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne for så vidt angår selve asylmotivet har forklaret divergerende og delvist indbyrdes divergerende, herunder blandt andet om hvor mange demonstrationer den mandlige ansøger deltog i, og hvornår disse fandt sted, hvornår bopælen blev opsøgt, hvornår den kvindelige ansøger fik brækket næsen af myndighedspersoner, om der blev anvendt vold på politistationen eller først i fængslet samt om antallet og karakteren af afhøringerne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt dokumenter, der angiveligt knytter familien til Kuwait, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er adgang til falske dokumenter i Kuwait, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at selv hvis ansøgerne var bidoonere fra Kuwait, så lægger Flygtningenævnet efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke er sådanne, at disse i sig selv kan medføre asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/91/sme
