Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger samt fem medfølgende børn, angivelige bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at hun er bidoon (statsløs), etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i området Rahayya, Kuwait. Fra 2009 og indtil sin udrejse har hun boet i [A], der er beliggende i al-Jahra-området i Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet, fordi han har haft en konflikt med en kuwaitisk mand. Ansøgeren frygter endvidere, at de kuwaitiske myndigheder vil tilbageholde hende og krænke hende, fordi hendes ægtefælle er eftersøgt. Endelig frygter ansøgeren for sine børns fremtid, fordi statsløse bidoonere ikke har nogen rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede sammen med sin far med salg af får. En kuwaitisk mand kom en dag sammen med sin søn for at købe får, og under salget blev hans søn ramt af et får og pådrog sig en øjenskade. Dette resulterede i en diskussion mellem ansøgerens ægtefælle og den kuwaitiske mand. Manden anmeldte herefter ansøgerens ægtefælle til de kuwaitiske myndigheder for at have talt nedsættende om den kuwaitiske prins. Efter diskussionen tog ansøgerens ægtefælle hjem til bopælen, hvor han befandt sig i få minutter, hvorefter han forlod stedet og opholdt sig på en anden adresse i skjul. Nogle minutter efter ankom tre politibetjente og ransagede bopælen. I mellemtiden havde politiet opsøgt ansøgerens ægtefælles arbejdsplads, hvor de havde anholdt ansøgerens svigerfar. Svigerfaren var derefter tilbageholdt i tre dage. Under tilbageholdelsen opsøgte politiet bopælen flere gange, hvor de ledte efter ansøgerens ægtefælle. Under en af opsøgningerne blev ansøgeren taget med til afhøring af politiet, hvor hun blev udsat for voldtægt af den ene af de to myndighedspersoner. To timer herefter fik ansøgeren lov til at gå. Ansøgerens ægtefælle gik under jorden frem til familiens udrejse af Kuwait [i vinteren] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse blandt andet af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har godtgjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at hun i Grækenland er registreret to gange med et andet navn og med irakisk statsborgerskab. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke ved, hvilken nationalitet, hun blev registreret med i Grækenland, forekommer ikke overbevisende. Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om, at hun og familien udrejste [i vinteren] 2015 og opholdt sig syv dage i Tyrkiet, og at de er registreret som indrejst i Grækenland første gang [i vinteren] 2015. For så vidt angår den fødselsattest og sundhedsattest, som ansøgeren har fremlagt, finder Flygtningenævnet ikke, at disse dokumenter kan tillægges vægt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hendes søster har sendt dokumenterne til hende fra England, at søsteren udrejste af Kuwait for fem-seks år siden, og at hun ved sin udrejse tog alle ansøgerens dokumenter med til England. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at søsteren havde fået sendt dokumenterne fra Kuwait fra ansøgerens forældre, som havde sendt dem efter, at ansøgeren var udrejst. Ansøgeren fik dokumenterne kort før den første samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter i Kuwait. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har nogen billeder eller andet, der støtter hendes forklaring om familiens tilværelse i Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at der imidlertid foreligger oplysninger i sagen, der peger i retningen af, at ansøgerens forklaring om at være fra Kuwait, kan være korrekt, herunder sproganalysen, der konkluderer, at ansøgerens sprog er foreneligt med, at hun stammer fra Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgerens identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at hun reelt er bidoon fra Kuwait. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren og ægtefællen på centrale punkter har forklaret divergerende – både hver for sig og indbyrdes – uanset det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er uden skolegang. Ansøgerens ægtefælle har til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var et får, der havde påført den kuwaitiske dreng skade, og han har på spørgsmål i Flygtningenævnet forklaret, at drengen blev stanget i maven, mens ansøgeren såvel under oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at drengen var blevet påført en øjenskade af fåret. Det forhold, at begge ansøgere på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de ikke havde set episoden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens ægtefælle har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske dreng fandt sted, sammen med ægtefællens far og ransagede huset, hvorefter de tog af sted med svigerfaren. Til asylsamtalen forklarede ægtefællen derimod, at han kørte hjem med sine børn og derefter returnerede til arbejdspladsen, hvor han fik fortalt, at hans far var blevet taget af politiet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at sønnen [B] forklarede, at ægtefællen kørte dem hjem i arbejdsgiverens bil, mens ægtefællen til asylsamtalen forklarede, at de kørte hjem i en hyrevogn, og at han i øvrigt ikke havde kørekort. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ægtefællen, efter det af ham oplyste, fandt det påkrævet at bringe børnene i sikkerhed, men selv valgte at vende tilbage til arbejdspladsen og efterfølgende flygtede alene. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at svigerfaren var hjemme og åbnede døren, da politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske mand fandt sted, og at han blev anholdt øjeblikkeligt. Til sin asylsamtale forklarede ansøgeren, at politiet kom og ransagede alle rum i huset, og da de ikke kunne finde ægtefællen, tog de svigerfaren med fra bopælen. Ansøgeren ændrede herefter forklaring og forklarede, at efter at politiet havde været på ægtefællens arbejdsplads og anholdt svigerfaren, tog de over til bopælen og ransagede denne. Ansøgerens ægtefælle har endvidere til begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter episoden først kørte sine børn hjem og derefter vendte tilbage til arbejdspladsen, at han derefter tog hjem igen og kontaktede sin arbejdsgiver, der sagde, at han skulle forlade huset. Ansøgeren har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ægtefællen flygtede direkte efter at have fået at vide, at han var efterstræbt af myndighederne, uden først at vende hjem. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at ægtefællen kom hjem, men kort efter tog af sted. Hverken ansøgeren eller ægtefællen har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om antallet af gange, hvor bopælen blev opsøgt af myndighederne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne i de tre måneder, hvor ægtefællen var i skjul, opsøgte bopælen hver dag tre gange om dagen, dog kun en gang om dagen i den sidste måned, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen, imens svigerfaren var tilbageholdt, og at bopælen blev opsøgt hver anden eller tredje dag efter svigerfarens løsladelse. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen i de første tre dage. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgerene, der efter deres egne forklaringer, kun havde en meget beskeden indtægt, var i stand til at opspare 1.000 dinarer til finansieringen af hjemrejsen, låne 2.000 dinarer af ægtefællens arbejdsgiver og få hjælp til resten af ansøgerens søskende. For så vidt angår ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at hun ved en af myndighedernes opsøgninger af bopælen blev taget med og tilbageholdt i to timer, hvorunder hun [blev udsat for overgreb], bemærker Flygtningenævnet, at allerede fordi nævnet forkaster ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne, som følge af episoden med den kuwaitiske mand, kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om [overgrebet] til grund. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af [overgreb], idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet [udsat for overgreb] to gange, mens hun på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at hun blev [udsat for overgreb] en gang. Flygtningenævnet bemærker hertil, at selvom det kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været udsat for et overgreb, så er det ikke et forhold, der i sig selv vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, eller at hun i øvrigt har sandsynliggjort sit asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/85/LINB
