Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs), etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Han er født i [A] i Arhiya-området i Kuwait. Fra 2009 og indtil sin udrejse har han boet i [B], der er beliggende i al-Jahra-området i Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet, fordi han har haft en konflikt med en kuwaitisk mand, der har beskyldt ham for at fornærme den kuwaitiske prins. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Kuwait arbejdede på en markedsplads for køb og salg af dyr, hvor et får, der var underlagt hans tilsyn, skadede en søn af en kuwaitisk mand. Dette resulterede i en diskussion mellem ansøgeren og manden, som truede med, at han ville skade ansøgeren. Umiddelbart efter episoden kørte ansøgeren sine børn hjem på bopælen, og da han returnerede til markedspladsen, havde de kuwaitiske myndigheder været der, hvor de havde anholdt ansøgerens far, som var tilbageholdt de næstfølgende tre dage. Ansøgeren opholdt sig i tiden herefter på en anden adresse adskilt fra sin familie. I denne periode opsøgte politiet jævnligt ansøgerens bopæl og spurgte efter ham. Ansøgeren og hans familie udrejste af Kuwait den [i vinteren] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse blandt andet af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har godtgjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at hans ægtefælle, som han rejste sammen med og fulgtes med til Danmark, i Grækenland er registreret to gange med et andet navn og med irakisk statsborgerskab. Ægtefællens forklaring om, at hun ikke ved, hvilken nationalitet, hun blev registreret med i Grækenland, forekommer ikke overbevisende. Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om, at han og familien udrejste den [i vinteren] 2015 og opholdt sig syv dage i Tyrkiet, og at de er registreret som indrejst i Grækenland første gang den [i vinteren] 2015. For så vidt angår den fødselsattest, som ansøgeren har fremlagt, finder Flygtningenævnet ikke, at den kan tillægges vægt, dels fordi der er tale om en kopi, til dels henset til baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter i Kuwait. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har nogen billeder eller andet, der støtter hans forklaring om familiens tilværelse i Kuwait, ligesom hans forklaring om sit arbejde forekommer påfaldende udetaljeret og usammenhængende også set i forhold til, at han, efter sin forklaring, har haft det samme arbejde, siden han var dreng. Flygtningenævnet bemærker, at der imidlertid foreligger oplysninger i sagen, der peger i retningen af, at ansøgerens forklaring om at være fra Kuwait, kan være korrekt, herunder sproganalysen, der konkluderer, at ansøgerens sprog er foreneligt med, at han stammer fra Kuwait, ligesom ansøgeren har svaret korrekt på en række spørgsmål om Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgerens identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at han reelt er bidoon fra Kuwait. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren og ægtefællen på centrale punkter har forklaret divergerende – både hver for sig og indbyrdes – uanset det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgerne er uden skolegang. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var et får, der havde påført den kuwaitiske dreng skade, og han har på spørgsmål i Flygtningenævnet forklaret, at drengen blev stanget i maven, mens ægtefællen såvel under oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at drengen var blevet påført en øjenskade af fåret. Det forhold, at begge ansøgere på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de ikke havde set episoden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske dreng fandt sted, sammen med hans far og ransagede huset, hvorefter de tog af sted med faren. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han kørte hjem med sine børn og derefter returnerede til arbejdspladsen, hvor han fik fortalt, at faren var blevet taget af politiet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at sønnen [C] forklarede, at ansøgeren kørte dem hjem i arbejdsgiverens bil, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at de kørte hjem i en hyrevogn, og at han i øvrigt ikke havde kørekort. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren, efter det af ham oplyste, fandt det påkrævet at bringe børnene i sikkerhed, men selv valgte at vende tilbage til arbejdspladsen og efterfølgende flygtede alene. Ansøgerens ægtefælle har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at svigerfaren var hjemme og åbnede døren, da politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske mand fandt sted, og at han blev anholdt øjeblikkeligt. Til sin asylsamtale forklarede ægtefællen, at politiet kom og ransagede alle rum i huset, og da de ikke kunne finde ansøgeren, tog de svigerfaren med fra bopælen. Ægtefællen ændrede herefter forklaring og forklarede, at efter at politiet havde været på ansøgerens arbejdsplads og anholdt ansøgerens far, tog de over til bopælen og ransagede denne. Ansøgeren har endvidere til begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter episoden først kørte sine børn hjem og derefter vendte tilbage til arbejdspladsen, at han derefter tog hjem igen og kontaktede sin arbejdsgiver, der sagde, at han skulle forlade huset. Ægtefællen har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgeren flygtede direkte efter at have fået at vide, at han var efterstræbt af myndighederne, uden først at vende hjem. På mødet i Flygtningenævnet forklarede hun, at ansøgeren kom hjem, men kort efter tog af sted. Hverken ansøgeren eller ægtefællen har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens ægtefælle har forklaret divergerende og usammenhængende om antallet af gange, hvor bopælen blev opsøgt af myndighederne. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne i de tre måneder, hvor ansøgeren var i skjul, opsøgte bopælen hver dag tre gange om dagen, dog kun en gang om dagen i den sidste måned, mens hun til asylsamtalen forklarede, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen, imens ansøgerens far var tilbageholdt, og at bopælen blev opsøgt hver anden eller tredje dag efter ansøgerens fars løsladelse. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ægtefællen, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen i de første tre dage. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring, kun havde en meget beskeden indtægt, var i stand til at opspare 1.000 dinarer til finansieringen af hjemrejsen, låne 2.000 dinarer af sin arbejdsgiver og få hjælp til resten af ægtefællens søskende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, eller at han i øvrigt har sandsynliggjort sit asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/84/LINB
