Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som angiveligt var bidoonere (statsløse) fra Kuwait, og fem børn. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er efter det af dem oplyste bidoonere, etniske arabere og shia-muslimer fra Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold for bidoonere. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014. Da demonstrationen blev opløst, blev ansøgeren påkørt af et køretøj. Ansøgeren blev kørt på hospitalet, hvor han oplyste sit navn og adresse, og at han var bidoon. Han forklarede desuden, at han var blevet påkørt af politiet. Ansøgeren blev udskrevet senere samme dag. Et par dage efter demonstrationen, opsøgte politiet ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren blev fængslet i en måned, hvor han blev udsat for voldelige overgreb. Efter løsladelsen blev ansøgeren chikaneret af myndighederne på sin arbejdsplads, hvorfor han valgte at udrejse af Kuwait. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter at blive fængslet, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. For så vidt angår ansøgernes identitet bemærker nævnet, at en udlænding i henhold til udlændingelovens § 40 skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har godtgjort deres identitet. Flertallet har herved også har inddraget den omstændighed, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Flertallet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger samt ansøgerens mor, der efter deres samstemmende forklaringer har boet sammen i samme hus, siden ansøgerne indgik ægteskab, har udvist et endog meget begrænset kendskab til Kuwait og det nærområde, de oplyser at have boet i, og at de ikke har været i stand til at beskrive forholdene nærmere. Den kvindelige ansøgers og svigermorens forklaringer om, at de stort set ikke kom uden for hjemmet, forekommer usandsynlig. Ingen af ansøgerne har i øvrigt kunnet fremvise nogen dokumentation for deres tilværelse i Kuwait. For så vidt angår ansøgernes generelle troværdighed bemærker flertallet, at ansøgerne har nægtet at give samtykke til sambehandling med et større antal familiemedlemmer, som også har angivet at komme fra Kuwait. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at de græske myndigheder har registreret tre af disse familiemedlemmer som irakiske statsborgere. Flertallet bemærker hertil, at ansøgerne begge har svaret undvigende på deres kendskab til disse familiemedlemmer. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt sin og sin fars fødselsattester og morens vielsesattest kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flertallet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Hertil kommer, at der er uoverensstemmelse mellem angivelsen af den mandlige ansøgers fars alder i henholdsvis farens fødselsattest og forældrenes vielsesattest. Vedrørende det påberåbte asylmotiv kan samtlige medlemmer af nævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration og i den forbindelse har været tilbageholdt, og at bopælen efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, til grund, idet forklaringerne – både hver for sig og indbyrdes samt i forhold til den mandlige ansøgers mor – på en række centrale punkter er divergerende og udbyggende og derfor generelt fremstår utroværdige. Nævnet bemærker herved, at der er tale om et relativt enkelt asylmotiv. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev indlagt på hospitalet samme dag, som demonstrationen fandt sted og udskrevet samme aften. To dage senere kom politiet hjem til ham om aftenen og tvang ham med. Til gensamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han – da han vågnede på hospitalet - bemærkede, at hans ben og ryg var blevet renset, og at benet var blevet syet sammen og forbundet. Den mandlige ansøgers mor har derimod forklaret, at hendes søn var indlagt en eller to dage, hvorefter han vendte hjem til bopælen. Han modtog ingen behandling, da dette blev nægtet, fordi han var blevet kørt ned af en officer. Den mandlige ansøgers mor har endvidere på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun først fik kendskab til, hvad der var sket med sønnen, da han kom hjem fra hospitalet, mens hun til sin asylsamtale forklarede, at naboerne kom og fortalte hende det samme dag, som demonstrationen fandt sted. Den mandlige ansøger og hans mor har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne efter den mandlige ansøgers udrejse. Den mandlige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at han fra sin mor fik at vide, at myndighederne kom til bopælen to til tre gange og spurgte efter ham, mens moren til sin gensamtale har forklaret, at bopælen kun blev opsøgt en gang. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ægtefællen ikke blev opsøgt af myndighederne på andre tidspunkter end i forbindelse med demonstrationen, og hun har til asylsamtalen forklaret, at ægtefællen blev opsøgt af myndighederne på sin bopæl kort tid før sin udrejse, og at myndighederne ikke har opsøgt bopælen efter hans udrejse. Den kvindelige ansøger har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at myndighederne kom til familiens bopæl to gange efter, at den mandlige ansøger var udrejst, og at hun var hjemme den ene gang. Ingen af ansøgerne har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om den chikane, som den mandlige ansøger angiveligt blev udsat for efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev bedt om arbejdstilladelse og forvist fra sin stadeplads, selvom han bare gjorde som altid. På mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at myndighederne sparkede til hans bil med frugt og grøntsager, hvilket er i overensstemmelse med den kvindelige ansøgers forklaring. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne, inden den mandlige ansøger udrejste. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale og gensamtale forklaret, at myndighederne ikke henvendte sig på bopælen siden den dag, han blev anholdt, mens den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at den mandlige ansøger blev opsøgt på bopælen af myndighederne kort før sin udrejse. Hverken den mandlige ansøger eller den kvindelige ansøger har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerne, der efter deres egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt og var fattige, var i stand til på kort tid at rejse et beløb på henholdsvis 1000 dinarer for den mandlige ansøgers udrejse og 5000 dinarer for den øvrige families udrejse. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne ikke udrejste på grund af en aktuel konflikt, idet de angiveligt opholdt sig i Kuwait i 1½ år efter, at den mandlige ansøger var blevet løsladt fra fængslet. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af den mandlige ansøgers oplysninger om at have været udsat for overgreb under sin angivelige tilbageholdelse, idet nævnet på det foreliggende grundlag har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments”, punkt 40-41, anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, ligesom samtlige medlemmer af Flygtningenævnet finder, at de ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/82/JABP
