Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et angiveligt bidoonsk ægtepar og to børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer. Ansøgerne har oplyst, at de er registrerede statsløse (bidooner) fra al-Sulaibiya, Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i to demonstrationer i henholdsvis 2013 og 2014. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, da han har deltaget i to demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 18. februar 2013 deltog i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Demonstrationen varede to til tre timer og forløb fredeligt. Ansøgeren deltog for anden gang i en demonstration i perioden fra den 18. til den 20. februar 2014. Demonstranterne demonstrerede til fordel for bidooners rettigheder. Demonstrationens første dag forløb fredeligt. På andendagen var demonstranterne vrede over, at myndighederne ikke lyttede til dem. Da myndighederne var utilfredse med, at demonstrationen skulle vare i tre dage, forsøgte de at opløse demonstrationen. Demonstrationen stoppede, da politiet begyndte at slå demonstranterne med bambuskæppe og oversprøjte dem med vand. Da ansøgeren, sammen med de andre demonstranter, begyndte at samle sig den 20. februar, brød politiet ind og anholdt flere af demonstranterne, herunder ansøgeren. Ansøgeren fik bind for øjnene, og han blev bragt til et sikkerhedsfængsel. Under en afhøring af ansøgeren, blev ansøgeren slået og brændt med cigaretter, ligesom han blev hængt op i armene. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage. Han havde bind for øjnene under hele tilbageholdelsen. Efter de seks dage fik ansøgeren valget mellem at samarbejde med myndighederne eller blive idømt fængsel på livstid. Efter ansøgerens løsladelse, blev han opsøgt af myndighederne fire gange. Ansøgeren blev opsøgt, da han ikke fortalte myndighederne om de demonstrationer, der blev afholdes. Under hver opsøgning blev ansøgeren tilbageholdt og fængslet i omkring fem dage. Ansøgeren blev afhørt og slået ved hver tilbageholdelse. Efter den fjerde tilbageholdelse valgte ansøgeren at udrejse af Kuwait. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer ikke lægge til grund, at de i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort deres identitet, herunder at de er statsløse bidoonere fra Kuwait, lige som nævnet ikke kan lægge til grund, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers konflikt. For så vidt angår ansøgernes identitet finder nævnet, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket i væsentlig grad af, at den mandlige ansøger i forbindelse med en asylansøgning i Bulgarien i 2009 opgav et andet navn, end han nu har opgivet til de danske myndigheder. Efter at have fået afslag på asylansøgningen i Bulgarien oplyste han over for de bulgarske myndigheder, at han er statsborger i Irak, og han fremlagde irakisk statsborgerskabsattest. Efter at være kommet til Danmark og indgivet en ny asylansøgning i november 2015 oplyste han ikke de danske myndigheder om dette, før han blev konfronteret dermed. Under nævnsmødet har begge ansøgerne forklaret, at de ikke har konflikter i forhold til Irak. Hertil kommer, at ansøgerne ikke haft kendskab til flere detaljer vedrørende det lokalområde, hvor de begge har angivet at have tilbragt hele deres tilværelse frem til udrejsen. Den mandlige ansøger har således ikke kunnet forklare nærmere om et meget stort hospitalsbyggeri 15 km. fra den bydel, han har angivet at have boet i, lige som han ikke har kunnet oplyse afstanden til havet fra dette sted. Den kvindelige ansøger har ikke kunnet oplyse, hvor supermarkedet ligger, lige som hun har angivet aldrig at have været i en moske, selvom den ikke ligger langt fra der, hvor hun har angivet at have boet hele sit liv. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i en moské, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen den 18. februar 2016 forklarede, at hun blev viet til den mandlige ansøger i en moské, mens hun til asylsamtalen den 8. juni 2017 oplyste, at hun aldrig har været i en moské. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret divergerende og udbyggende og dermed utroværdigt om flere centrale detaljer vedrørende det påberåbte asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen den 4. februar 2016 oplyste han således, at han under sin tilbageholdelse blev slået og brændt med cigaretter, mens han til asylsamtalen den 8. juni 2017 oplyste, at han både blev slået, brændt med cigaretter og hængt op i armene. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2018/75/JHB.
