Nævnet stadsfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra bydelen Sulaibiya i al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at politiet i Kuwait vil tilbageholde hende, fordi hendes far og bror [A] deltog i demonstrationer. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun sammen med sin familie udrejste af Kuwait, fordi de som statsløse bidoonere ikke havde nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at faren og [A] deltog i en demonstration i 2010. Herefter blev faren og broren anholdt og tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder. [A] blev tilbageholdt i to dage. Efter løsladelsen forsvandt faren. Herefter blev ansøgerens bopæl opsøgt og ransaget af de kuwaitiske myndigheder én gang i 2012 og én gang i 2013. [A] deltog i endnu en demonstration i 2015, hvorefter han igen blev anholdt, og han blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgerens bopæl blev som konsekvens heraf opsøgt og ransaget af myndighederne i 2015. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens brødre, [D] og [C] sager, og akterne fra ansøgerens mor, [E], og bror [A’s] sager har indgået som referenceakter. Flygtningenævnet har i ingen af disse sager fundet, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv, herunder deres identitet. Flygtningenævnet har således ikke kunnet lægge til grund, at ansøgerens mor og søskende er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgeren er udeblevet og er således ikke fremkommet med oplysninger, der kan medføre, at Flygtningenævnet i hendes sag kan komme til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Hjem/2018/61/SME
