Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidooner (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer samt angiveligt bidoonere fra Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter myndighederne, fordi de har frataget ham alle rettigheder. Han frygter endvidere de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres forhold, og fordi han er udrejst af landet illegalt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de som bidoonere i Kuwait er blevet behandlet dårligere end kuwaitiske statsborgere. De havde ikke samme rettigheder. Deres børn kunne ikke gå i skole, og de kunne ikke eje en bil. Den mandlige ansøger deltog [i starten af] 2014 i en demonstration i [A] i Al-Jahra, hvor han viftede med et kuwaitisk flag og råbte kampråb. Da myndighederne opløste demonstrationen, forsøgte ansøgeren at flygte, men blev slået i hovedet, hvorved han besvimede. Da han vågnede, var han anholdt af myndighederne. Han blev tilbageholdt i 40 dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb de første syv dage. Han skrev under på, at han havde været med til at forsøge at vælte styret i Kuwait, og at han havde kritiseret emiren. Han blev herefter løsladt, men fik at vide, at han skulle melde andre personer, som kritiserede styret. Ansøgerne udrejste af Kuwait i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort det påberåbte asylmotiv eller deres identiteter. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. I forhold til identitetsspørgsmålet har nævnet navnlig lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgernes slægtninge er registreret som syriske og irakiske statsborgere i Grækenland og som irakiske statsborgere i Belgien, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har benægtet kendskab til/slægtskab med nogle af disse personer. Sagens øvrige oplysninger og de afholdte sprogtests er ikke tilstrækkelige til, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait. I forhold til asylmotivet finder nævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om den langvarige tilbageholdelse hos sikkerhedstjenesten, hvor han blev udsat for betydelige overgreb, er bemærkelsesværdig i lyset af, at han ikke tidligere har deltaget i demonstrationer eller andre politiske aktiviteter og i øvrigt fremstår helt uprofileret. Han blev da heller ikke opsøgt af myndighederne i perioden fra løsladelsen og frem til udrejsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at familien først udrejste ca. halvandet år efter den mandlige ansøgers løsladelse. Forklaringen om, at udrejsen først fandt sted på dette tidspunkt af økonomiske årsager kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Endvidere finder nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om den konflikt, som han har påberåbt sig i Kuwait, idet han ikke allerede under oplysnings- og motivsamtalen nævnte, at han af sin bror [B] havde fået oplyst, at de kuwaitiske myndigheder havde opsøgt broderen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har under asylsamtalen oplyst, at han fik dette at vide tre måneder efter ankomsten til Danmark. Hertil kommer, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at myndighederne netop på dette tidspunkt – lang tid efter løsladelsen og uden at ansøgeren i mellemtiden har været involveret i politiske aktiviteter – skulle opsøge ansøgeren. Nævnet finder desuden, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sine arbejdsmæssige forhold i Kuwait, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han handlede med kvæg, mens han til asylsamtalen forklarede, at han i en kort periode arbejdede med at sælge kvæg, og at han i 12-13 år arbejdede med at sælge frugt og grønt for [C], som også var udlejer af det hus, som ansøgerne og deres børn boede i. Ansøgeren har i nævnet forklaret, at han tidligere også handlede med biler. Herudover finder nævnet – henset til den betydelige diskrepans mellem oplysningerne om ansøgernes indtægts- og formueforhold og udgifterne ved udrejsen – at forklaringen om, hvorledes udrejsen af Kuwait blev finansieret, fremstår utroværdig. Nævnet har herunder også lagt vægt på, at den mandlige ansøgers og den kvindelige ansøgers forklaring om, hvordan udrejsen blev finansieret, ikke fremstår fuldt ud konsistente, idet den kvindelige ansøger først til asylsamtalen – efter at være blevet forholdt den mandlige ansøgers forklaring under asylsamtalen – forklarede, at den mandlige ansøgers arbejdsgiver havde bidraget til at finansiere udrejsen. Endelig fremstår omstændighederne i forbindelse med myndighedernes undersøgelse af ansøgernes dokumenter ved udrejsen af Kuwait og ansøgernes inkonsistente forklaringer herom samt omstændighederne i forbindelse med opslag af fotografier af den mandlige ansøger mv. på Facebook også ganske påfaldende. På den anførte baggrund forkaster Flygtningenævnet herefter ansøgernes asylmotiv i sin helhed. Nævnet finder på den anførte baggrund heller ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland er i risiko for at blive udsat for en konkret eller individuel forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait, finder nævnet ikke at denne omstændighed kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. De begrænsede rettigheder for bidoonere i Kuwait, herunder manglende adgang til statsborgerskab, er således i sig selv ikke af en sådan karakter og intensitet, at disse forhold kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Tilsvarende gælder i forhold til den omstændighed, at ansøgerne er udrejst illegalt af Kuwait og derfor frygter repressalier ved en tilbagevenden, idet de forventede sanktioner i forbindelse herved ikke kan anses for urimelige efter dansk retstradition jf. herved Landinfos rapport fra 2014: ”Respons Kuwait: Biduner og ulovlig utrejse” og samme fra 2013: ”Kuwait: Biduner – dokumenter og formelle forhold. Det tilføjes, at ansøgerne har oplyst, at de ikke har haft konflikter i andre lande end Kuwait, herunder Irak, som også er nævnt i sagen. I det omfang det måtte lægges til grund, at ansøgerne er irakere, er der derfor heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak er således ikke af en sådan karakter, at dette kan føre til opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ansøgerne og deres medfølgende børn. Afgørelsen omfatter dog ikke sønnen [D], der nu er blevet 18 år gammel og derfor har krav på en selvstændig behandling af sin asylsag. Sagen hjemvises med henblik herpå til Udlændingestyrelsen for så vidt angår [D].” hjem/2018/56/SLH
