Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig og en mandlig asylansøger samt deres to børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra […], Kuwait. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har deltaget i to demonstrationer, men har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, da han har deltaget i demonstrationer for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger og hans far deltog i en demonstration [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2010, hvor de begge blev anholdt. Den mandlige ansøger blev løsladt den følgende dag, men ansøgerne har ikke set den mandlige ansøgers far siden, og de har først fået kontakt med ham i 2017. Efter løsladelsen blev ansøgernes bopæl ransaget af myndighederne. Der fandt yderligere ransagninger sted i 2012 og 2013. [En nærmere bestemt dato i foråret] 2015 deltog den mandlige ansøger i endnu en demonstration. Under demonstrationen blev han anholdt og fængslet af myndighederne i omkring tre måneder, hvor han blev udsat for tortur. Han blev løsladt igen [i sommeren] 2015 mod at underskrive et blankt stykke papir. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2015 udrejste ansøgerne sammen med deres to fælles børn. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerne har søgt asyl med samme motiv som den mandlige ansøgers mor og hans voksne søskende. Alle ansøgerne har gennemført sprogtest. Resultatet af sprogtestene understøtter ansøgernes forklaringer om, at de kommer fra Kuwait, ligesom deres manglende skolegang i et vist omfang kan forklare deres manglende viden om bidoonere og deres forholdsvis spinkle lokalkendskab til hjemområdet og Kuwait i øvrigt. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerne og deres nærmeste families sager, at ansøgernes forklaringer om deres identitet er så usikker, at det ikke kan lægges til grund, at de reelt er bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at to navngivne personer over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de er den mandlige ansøgers morbrødre, og at disse personer i vidt omfang har kunnet redegøre for den mandlige ansøgers familieforhold, herunder med navne på den mandlige ansøgers mostre, morfar og far, som stemmer overens med ansøgernes egne oplysninger eller med oplysninger i familiens dokumenter, således at det alene er det sidste efternavn, som adskiller sig. Disse personer har oplyst, at den mandlige ansøgers mor har boet i Irak. Hertil kommer, at ansøgerne både hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet. De har således forklaret divergerende om, hvor demonstrationerne blev afholdt, hvor anholdelsen af [den mandlige ansøger] fandt sted og om, hvem agenten var. De har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om deres adresse og bopæl. Den kvindelige ansøger har tillige forklaret divergerende om antallet af ransagninger. Den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om antallet af demonstrationer, som den mandlige ansøger deltog i og om antallet af ransagninger på bopælen. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe deres forklaringer eller redegøre for de nævnte divergenser. De har heller ikke været i stand til at fremkomme med en overbevisende forklaring på, hvorfor den mandlige ansøgers far ikke kontaktede familien i perioden fra 2010 til 2017, hvor han angiveligt opholdt sig i England. Endelig har de ikke været i stand til at redegøre for den mandlige ansøgers fars manglende forklaring på udrejsen til England og hans eget asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt diverse dokumenter fra Kuwait, ændrer ikke herpå, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at adgangen til falske dokumenter er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket, se herved Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter for formelle forhold”. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes troværdighed, at der ikke er anledning til at iværksætte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/51/jabp
