Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende de angivelige statsløse bidoonere samt et barn fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne har oplyst at være etniske bidoonere (statsløse) fra Kuwait og shiamuslimer af religiøs trosretning fra [by], Fahwania, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, da de er bidoonere og er udrejst illegalt fra Kuwait. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at man som bidoon, der udrejser illegalt, risikerer at blive slået ihjel ved hjemkomsten til Kuwait. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev fyret fra sit arbejde, og at han har været fængslet i syv dage ad flere omgang som følge af at være bidoon og ikke at være i besiddelse af et id-kort. Ansøgeren blev tilfældigt anholdt, da han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ansøgeren har endelig oplyst, at man som bidoon i Kuwait ikke har nogen rettigheder, idet man hverken har adgang til arbejde, hospitaler eller uddannelse. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ikke vil kunne klare sig uden sin ægtefælle, som er blevet anholdt nogle gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes søn [A] flere gange er blevet tilbageholdt af politiet. Ansøgeren har endelig oplyst, at man som bidoon ingen rettigheder har i Kuwait, idet man hverken får bolig eller penge til at leve for, ligesom børnene ikke kan gå i skole. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer taget højde for, at ansøgerne efter det oplyste er analfabeter. Efter udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait, eller at ansøgerne risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder. Nævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, fordi deres troværdighed er stærkt svækket navnlig af, at den kvindelige ansøger og den yngste søn i juli 2015 fra Iran har ansøgt om visum til Sverige ved brug af irakiske pas. I første omgang omtalte hverken den kvindelige eller den mandlige ansøger dette for de danske udlændingemyndigheder, før de blev konfronteret med, at oplysningen fremgår af sagen. Endvidere har såvel den kvindelige som den mandlige ansøger under de første samtaler med de danske udlændingemyndigheder benægtet, at de har fået optaget fingeraftryk i Grækenland en måned før deres indrejse i Danmark. De har derimod forklaret, at de er rejst med fly til Europa og derefter videre med bil til Danmark. Først under nævnsmødet har de forklaret, at de har været i Grækenland. Den kvindelige og den mandlige ansøger har i øvrigt afgivet indbyrdes forskellige forklaringer om disse forhold. Ansøgerne har endvidere på centrale punkter forklaret anderledes end deres ældste søn, hvis ansøgning om asyl er behandlet samtidig med ansøgernes ansøgning. Der henvises herom til afgørelsen af den ældste søns asylansøgning. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/44/TLNJ
