Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt land. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shiamuslim og har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Al-Farwaniyah, Kuwait. Ansøgeren har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder i Kuwait. Herudover har ansøgeren ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at bidooner i Kuwait ikke har nogen rettigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han den 18. februar 2014 deltog i en demonstration for bidooners rettigheder i Kuwait. Ansøgeren blev anholdt af sikkerhedstjenesten ved demonstrationen, og ansøgeren var tilbageholdt frem til [vinteren] 2014. Ansøgeren blev løsladt ved at underskrive et dokument, hvoraf det blandt andet fremgik, at han ikke måtte deltage i yderligere demonstrationer. Ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række væsentlige forhold. Ansøgeren har til de græske myndigheder således oplyst et andet navn, og at han var fra Irak. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han opgav falsk identitet til de græske myndigheder for at få lov til at rejse videre, kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at han opgav sit rigtige navn til de græske myndigheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han er usikker på, hvornår demonstrationen for bidooners rettigheder fandt sted, idet han var i tvivl om, hvorvidt det var i 1994 eller 2004, men at det i hvert fald var længe inden hans udrejse i 2015, selv om han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at demonstrationen fandt sted i 2014. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder, idet han under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at han var tilbageholdt i fem-seks dage, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i en måned. Ansøgerens forklaring om, at han har hukommelsesproblemer på grund af sin flugt over havet kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren meget præcist har kunnet angive årstal for andre vigtige begivenheder i ansøgerens liv. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De fremlagte dokumenter kan ikke føre til en anden vurdering, og der er ikke grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Det bemærkes i øvrigt, at de generelle forhold for bidooner i Kuwait efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/41/SSM