Nævnet stadfæstede marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) og shiamuslim af trosretning fra Sulaibiya, Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet på livstid af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder, og fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin far [primo] 2014 deltog i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren blev under demonstrationen anholdt og løsladt efter 10 til 12 dage. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet et dokument, der gjorde ham ansvarlig, såfremt der blev afholdt yderligere demonstrationer, uagtet om han selv deltog i disse. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af myndighederne på sin bopæl. Han blev opsøgt i alt syv gange, hvoraf den første henvendelse fandt sted omkring en måned efter ansøgerens løsladelse og senest omkring [foråret] 2015. Ansøgeren var på bopælen i forbindelse med de syv henvendelser, hvor myndighederne ransagede bopælen samt advarede ansøgeren om at deltage i flere demonstrationer. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Kuwait [efteråret] 2015. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ikke gav møde under nævnsmødet trods lovlig indkaldelse, og at han således ikke har afgivet forklaring for nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om den demonstration, som han har angivet at have deltaget i, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om demonstrationen. Ansøgeren har således forklaret, at der ikke blev holdt taler ved demonstrationen samt, at der deltog 250-300 personer i demonstrationen. Det fremgår af artiklen. Kuwait: Security crackdown on Bedoon community renews tensions af Yazan al-Saadi fra mediet Al Akhbar af 21. Marts 2014, at der ved demonstrationen blev holdt taler af en person ved navn Abdullah Atallah foran en mindre forsamling demonstranter. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvornår han blev afhørt i forbindelse med tilbageholdelsen. Han har således først forklaret, at han blev afhørt få timer efter fængslingen, mens han senere har forklaret, at afhøringen først fandt sted den efterfølgende dag. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt der kom 7 personer eller 4 personer ved opsøgningerne på bopælen. Flygtningenævnet bemærker dertil, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke ved mere om bidoonere, demonstrationen eller sin fars interesse i bidooners kamp for rettigheder, såfremt han er profileret og asylbegrundende forfulgt som bidoon. Uanset om ansøgeren er bidoon fra Kuwait bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidooner i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait, kan dette ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af sin illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og eventuelt kan blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/24/CABV