Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, muslim af trosretning og bidoon (statsløs) af trosretning fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller tortureret af de kuwaitiske myndigheder som følge af sin ulovlige udrejse, og idet han er eftersøgt af myndighederne for salg af vandmeloner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i juli 2015 blev udsat for vold og tilbageholdt af politiet, fordi han solgte vandmeloner på gaden. Ansøgeren blev tilbageholdt i fire dage i et fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev hverken afhørt eller stillet for en dommer. Efter fire dage skrev ansøgeren under på et dokument, som han ikke kunne læse, og politiet fortalte ham, at han fremover udelukkende måtte opholde sig i Sulaibiya. Efter sin løsladelse fortsatte ansøgeren med at sælge vandmeloner, hvorfor han en måned efter sin løsladelse igen blev opsøgt af politiet ved sin gadebod. Det lykkedes ansøgeren at løbe fra politiet og flygte til området [O], hvorfra ansøgeren ringede til sin ven [V], som hentede ansøgeren i bil. Ansøgeren tilbragte en uge hos [V], hvorefter han udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens identitet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin baggrund og familieforhold, herunder hvornår han sammen med sin familie flyttede til Suleibiyah, og hvornår hans mor og søster døde. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har et meget begrænset kendskab til – og har forklaret divergerende om – det område, hvor ansøgeren påstår at have boet fra han var 5 år eller 15 år gammel og frem til sin udrejse. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgeren har en dialekt identisk med dialekten, der tales i området ved Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en fødselsattest, kan ud fra en samlet vurdering ikke tillægges bevismæssig betydning. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række divergenser, herunder har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra han blev løsladt, til han stak af fra politiet. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Nævnet finder det således utroværdigt, at ansøgeren, der ifølge sin egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt, var i stand til at opspare et stort beløb (2.000 dinar svarende til ca. 6.500 USD) til at betale for sin udrejse, og at ansøgerens ven, der arbejdede i kassen i et supermarked, i den forbindelse skulle have givet ansøgeren 4.000 dinar svarende til ca. 13.000 USD som gave. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at den kuwaitiske efterretningstjeneste skulle have oplyst det kuwaitiske politi om, at ansøgeren solgte vandmeloner på gaden, særligt henset til at ansøgeren ikke tidligere har haft problemer med de kuwaitiske myndigheder, og at han ved anholdelsen havde solgt vandmeloner det samme sted i tre år. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/13
