hjem201810

Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait som bidoon frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie, idet hun tidligere har været udsat for et seksuelt overgreb af en mand. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun arbejdede for en kuwaitisk kvinde, der skaffede ansøgeren arbejde som tjenestepige samt med rengøring i forskellige huse. Da ansøgeren var 16 eller 17 år, blev hun udsat for et seksuelt overgreb af en mand, der boede i et af de huse, hvor hun arbejdede som tjenestepige. Ansøgeren frygter, at hendes familie vil opdage, at hun har været udsat for et seksuelt overgreb og dermed slå hende ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i 2012 blev gift med sin ægtefælle. Ægtefællen deltog i 2014 i en demonstration, hvilket medførte, at han måtte udrejse af Kuwait. Som en konsekvens heraf, vil ansøgeren blive udsat for repressalier af de kuwaitiske myndigheder. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun som bidoon ikke har nogen rettigheder i Kuwait, herunder ikke ret til uddannelse eller hospitalsbehandling. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Kuwait i [måned] 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden, ikke selvoplevet og på væsentlige punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet opgivet forskellige navne og fødselsdatoer, og har ikke givet en plausibel forklaring på disse uoverensstemmelser. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun uden problemer har kunnet opholde sig i hjemlandet i en længere periode efter ægtefællens udrejse. Endelig bemærkes, at frygten for æresrelaterede overgreb fra familiens side på baggrund af, at hun for omkring 10 år siden blev voldtaget, primært er relateret til en frygt for ansøgerens i Danmark boende bror. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Hun har ikke oplyst om konflikter i andre lande, herunder for eksempel Irak. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/10/CABV