Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, der havde oplyst, at de var fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være bidooner (statsløse) fra [byen A], Kuwait, hvor de boede sammen med den mandlige ansøgers familie frem til deres udrejse fra landet. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger er imidlertid blevet sat i forbindelse med andre, der har været poli-tisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait fryg-ter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet af myndighederne i landet, idet han tidligere har været fængslet i Kuwait, og idet han i den forbindelse underskrev et papir. Ansøgerne har videre henvist til, at bidooner (statsløse) i Kuwait ingen rettigheder har. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at de er bidooner (statsløse) fra Kuwait, og at de har boet i Kuwait hele deres liv. Den mandlige ansøger har dog i en periode i 2010 været i Østrig, hvor han søgte asyl. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger i 2013 holdt et møde på deres bopæl, hvor flere andre bidooner deltog, heriblandt en kendt aktivist ved navn [B], der opfordrede den mandlige ansøger til at deltage i demonstrationer for bidooners rettigheder. Få dage efter mødet blev [B] fængslet, og få dage herefter, [i efteråret] 2013, blev den mandlige ansøger også fængslet, idet [B] havde oplyst til myndighederne, at den mandlige ansøger havde deltaget i demonstrationer. Den mandlige ansøger blev løsladt efter 40 dage, idet hans arbejdsgiver [C] garanterede for ham. [I primo] 2015 blev den mandlige ansøger fængslet på ny. Han blev løsladt to måneder senere [i medio] 2015 og skulle i forbindelse med løsladelsen underskrive et papir. Ansøgerne opholdt sig herefter i skjul hos [C] sammen med deres søn frem til udrejsen fra Kuwait [i efteråret] 2015. Efter ansøgernes udrejse fra landet har de kuwaitiske myndigheder tre gange spurgt efter den mandlige ansøger i moskeerne i [byen A], Kuwait. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgernes identitet lagt vægt på, at den mandlige ansøger i 2010 søgte asyl i Østrig som irakisk statsborger. Hans forklaring, hvorefter menneske-smuglere havde sagt til ham, at han skulle sige til de østrigske myndigheder, at han var fra Irak, da ingen i Østrig kendte til bidooner, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring frivilligt rejste fra Østrig til Irak i 2010, efter at han på den irakiske ambassade havde fået udstedt de fornødne dokumenter til brug for indrejse i Irak. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagernes behandling har forklaret divergerende blandt andet om, hvornår mødet om demonstrationerne fandt sted, og om det var efter den første eller anden tilbageholdelse af den mandlige ansøger, at han underskrev et dokument. Nævnet finder det herudover utroværdigt, at ansøgerne, der ifølge deres egne forklaringer kun havde meget beskedne indtægter, var i stand til med relativt kort varsel at fremskaffe et stort beløb til familiens udrejse. Der findes på denne baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. hjem/2017/7/MAD
