Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra et ukendt land. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han er fra Tindouf i Sahara på grænsen mellem Algeriet og Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tindouf i Sahara ikke frygter noget, men at han ikke har noget eller nogen at vende tilbage til. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han boede hos sin bedstemor efter, at hans forældre blev skilt. Ansøgeren boede hos sin bedstemor frem til fem- eller seks-årsalderen. Ansøgeren tog herefter på egen hånd til Frankrig i 2005 og har sidenhen taget ophold i forskellige europæiske lande. Ansøgeren søgte først om asyl, da han kom til Danmark, idet han ikke var bekendt med muligheden for at søge om asyl, før han kom hertil. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far handlede med kvæg med israelerne, og at faren som følge heraf blev truet af islamister. En aften, da ansøgeren var seks år gammel, lå han og sov, da hans forældre blev kidnappet, og der blev sat ild til huset. Ansøgeren vågende på hospitalet, hvor han hver dag fik besøg af en for ham tidligere ukendt kvinde ved navn […]. Senere tog [den navngivne kvinde] ansøgeren med til Egypten, hvor han modtog behandling for sine brandsår. Efter to til tre måneder bragte [den navngivne kvinde] ansøgeren til Tunesien, hvor hun selv boede. Som følge af sit arbejde som journalist rejste [den navngivne kvinde] meget, hvorfor hun placerede ansøgeren på et børnehjem og hentede ham, når hun var hjemme i Tunesien. Under sit ophold på børnehjemmet hørte ansøgeren, at han skulle aftjene værnepligt i Tunesien, når han blev 18 år. Ansøgeren ønskede ikke at aftjene værnepligt, hvorfor han forlod børnehjemmet, inden han flydte 18 år. Herefter opholdt ansøgeren sig på havnen i omkring seks måneder, hvorefter han sejlede til Italien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, den pågældende påberåber sig. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet til grund. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren både i Danmark og i andre europæiske lande har opgivet flere forskellige navne, og at han under sagens behandling har afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt han er fra Gaza, Tunesien, Marokko eller Algeriet. Flygtningenævnet træffer derfor ligesom Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgeren kan udsendes til hjemlandet. Om asylmotivet bemærkes, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke frygter noget, men ikke har noget at vende tilbage til og intet sted at bo. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har oplevet konflikter af asylbegrundende karakter. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/3/MAD
