Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger, der angav at være fra Eritrea, samt hendes mindreårige barn. Indrejst i 2014. I 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet styrelsen ikke fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, herunder nationalitet. Senere i 2015stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på ansøgerens manglende kendskab til forholdene i Eritrea, og at ansøgerens forklaring under nævnsmødet adskilte sig radikalt fra ansøgerens tidligere forklaringer. I 2017 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde, efter at dokumenter fremlagt af ansøgeren til støtte for sin identitet var blevet ægthedsvurderet ved en kriminalteknisk undersøgelse.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har ikke givet møde for nævnet, selv om hun ved brev af 31. august 2017 sendt til hendes bopælsadresse er indkaldt til nævnsmødet. Brevet er ikke kommet retur. Ansøgeren er heller ikke mødt op til et møde hos den beskikkede advokat forud for nævnsmødet, selv om den beskikkede advokat to gange skriftligt har indkaldt hende. Heller ikke den beskikkede advokat har fået brevene retur. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, jf. Flygtningenævnets forretningsordens § 36, stk. 1, og nævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag. Ansøgeren har oplyst, at hun er eritreisk statsborger født i 1994 fra byen Tserona og kristen ortodoks af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Eritrea frygter ansøgeren at blive straffet for illegal udrejse samt for militærunddragelse. Den […]2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af[…]2015, idet nævnet ligesom styrelsen ikke fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, herunder sit statsborgerskab. Ansøgeren har i [slutningen af] 2016 fremlagt forældrenes eritreiske id-kort, der er vurderet som værende ”tvivlsomt ægte” ved en kriminalteknisk undersøgelse. Den […]2017 har Flygtningenævnet genoptaget sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Som anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelse fra […]27. april 2015 påhviler det i henhold til udlændingelovens § 40 en ansøger at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Af de grunde, der er anført i nævnets tidligere afgørelse, finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun stammer fra Eritrea. Nævnet skal yderligere bemærke, at selvom det måtte lægges til grund, at de id-kort, ansøgeren efterfølgende er fremlagt, måtte være ægte eritreiske id-kort, er det ikke sandsynliggjort, at de tilhører ansøgerens forældre. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren tidligere har fremlagt en falsk vielsesattest, ligesom hun har afgivet urigtig forklaring om sit asylmotiv. Videre bemærkes, at ansøgeren under asylsamtalen […]2014 oplyste, at landekoden for Eritrea var 251, hvilket imidlertid er landekoden for Etiopien. Endelig fremgår, at den angivne ægtefælle i den falske vielsesattest, som ansøgeren senere har forklaret er hendes bror, skulle stamme fra byen Kinin, som er beliggende i Etiopien. Idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Eritrea, eller at hun har været forfulgt ved udrejsen, eller ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem 2017/11
