Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra et ukendt land. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være ateist fra Bo, Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone eller Ghana vil blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Bo, Sierra Leone. Han har aldrig kendt sine biologiske forældre og har siden sin fødsel boet sammen med et hvidt ægtepar, Margaret og John, samt deres to børn, Mary og Andy. I 1991 startede borgerkrigen i Sierra Leone, hvorefter familien udrejste, uden at ansøgeren siden har fået kontakt med dem. Ansøgeren tilbragte herefter nogle måneder i en flygtningelejr i Freetown kaldet ”Soldiers Camp”. Derefter blev han sammen med andre beboere, hvoraf de fleste var børn på hans egen alder, flyttet til Ghana. I Ghana boede ansøgeren de næste seks-syv år i byerne Obuasi og Tamale, hvor han voksede op hos et muslimsk ægtepar, Salima og Baba. Ansøgeren nåede at gennemføre seks sammenhængende klasser på skolen Dar-es-Salam. I 2001 blev ansøgeren, sammen med mange andre flygtninge fra Sierra Leone, sendt tilbage, fordi borgerkrigen i landet sluttede. Ansøgeren opholdt sig derefter igen i ”Soldier’s Camp”, hvor han boede et stykke tid, før han mødte sin ven [A]. Ansøgeren boede hos [A] og hans velhavende far i [et område i Sierra Leone] frem til sin udrejse af Sierra Leone i slutningen af 2002. Frem til 2006 opholdt ansøgeren sig illegalt i Spanien, hvorefter han tilbragte omkring 9 måneder i Italien. Derefter vendte ansøgeren tilbage til Spanien, hvor han blev frem til sin indrejse i Danmark [i] juni 2011. I Danmark har ansøgeren levet som homoseksuel, herunder deltaget i forskellige LGBT-arrangementer. Han har desuden haft et seksuelt forhold til en anden asylansøger i Danmark i 7-8 måneder. Forholdet er imidlertid afsluttet, fordi denne er sendt til Bulgarien. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret stærkt divergerende på adskillige centrale punkter. Ansøgeren har således både under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og under sin forklaring for Flygtningenævnet [i] december 2012 forklaret, at han aldrig har været i Ghana, at han lærte [A] at kende som seks til syv-årig, og at de indledte et seksuelt forhold, da ansøgeren var ca. 10 år gammel. Under nævnsmødet har ansøgeren, der vurderes at tale rimelig godt engelsk, nægtet at have forklaret som anført, og har forklaret, at han har været i Ghana i ca. 10 år, hvor han gik i skole, og at han først lærte [A] at kende, da ansøgeren var ca. 17 år gammel. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det anførte om ansøgerens generelle troværdighed. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet om sine aktiviteter i LGBT-miljøet i Danmark ikke fremstod overbevisende. Han har således bl.a. forklaret, at han har deltaget i Copenhagen Pride hvert år siden 2013, men kunne ikke redegøre for, hvilken tid på året, paraden finder sted. Den fremlagte udtalelse fra LGBT Asylum kan ikke føre til en anden vurde-ring. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, herunder også af de grunde, som Flygtningenævnet i sin afgørelse [af] december 2011 har anført, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han ved en tilbagevenden til enten Sierra Leone eller Ghana vil være i risiko for asylbe-grundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for over-greb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2017/1/CHHA