Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk Ogaden og sunni-muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsborger i Etiopien og etnisk Ogaden, og at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af Liyu Police/de etiopiske myndigheder, fordi ansøgerens fader har støttet Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens fader støttede ONLF, og at han derfor ikke overnattede i familiens hjem i landsbyen […]. I 2014 begyndte Liyu Police at opsøge ansøgerens familie for at lede efter hans fader, og både ham og hans moder blev udsat for fysiske overgreb i forbindelse hermed. På et ikke nærmere defineret tidspunkt, der lå tæt på ansøgerens udrejse af Etiopien i [foråret] 2014 blev han og faderen anholdt af Liyu Police på familiens bopæl. De blev ført udenfor byen, hvor Liyu Police skød og dræbte faderen og udsatte ansøgeren for et fysisk overgreb. Ansøgeren blev efterfølgende fundet af nogle hyrder, der bragte ham tilbage til sin moder. Nogle dage senere angreb Liyu Police igen bopælen, som de satte ild til. Mormoderen og lillesøsteren omkom i branden, og hans moder besluttede, at han var nødt til at flygte. Moderen fik kontakt til en kvinde, der tog ansøgeren med til […], hvor han boede i omkring 20 dage, hvorefter han rejste til Addis Abeba, hvorfra han udrejste med fly til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han er født. Ved indrejsen i Danmark [i efteråret] 2014 forklarede ansøgeren, at han var fra [landsby] i Somalia, og til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015, at han var fra [landsby] i Etiopien, og først på det tidspunkt fremlagde han et etiopisk ID-kort, der tillige angav, at han var født [i foråret] 1999. Udlændingestyrelsen har på baggrund af en aldersundersøgelse truffet afgørelse om, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet, [i foråret] 2015, var 19 år gammel. Videre har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at hans fader opholdt sig i familiens hus, da faderen blev anholdt, om hvordan anholdelsen fandt sted, og om faderen besvarede politiets spørgsmål eller ej. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen var kommet, fordi bedstemoderen var blevet meget syg, at Liyu Police bankede på døren, som moderen først åbnede og dernæst lukkede igen, hvorefter politiet brød døren op, og at faderen overfor politiet tilstod at tilhøre ONLF. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen var kommet for at give familien penge, at Liyu Police ikke bankede på døren, men straks sparkede døren ind, og at faderen ikke besvarede politiets spørgsmål. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen var kommet med penge, fordi bedstemoderen var syg, at moderen forsøgte at åbne døren, men at politiet brød døren op, og at faderen tilstod at tilhøre ONLF, men ikke i øvrigt besvarede andre spørgsmål. Efter en samlet vurdering af disse divergenser og af ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv og således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2016/7