hjem201617

Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger med ukendt nationalitet. Indrejst på et ukendt tidspunkt.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at han er ghanesisk statsborger, født i Liberia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Liberia frygter at blive smittet med ebola. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter personer som følge af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han boede i Liberia, indtil han var mellem fem og seks år gammel, hvorefter han flyttede med sin familie til Ghana. Under opholdet i Ghana opstod en jordkonflikt. Efter ansøgerens mors død blev skødet til jorden overdraget til en person ved navn [T], som ansøgeren opsøgte flere gange med henblik på et få skødet udleveret. Der opstod herefter en konflikt mellem ansøgeren, [T] og [T]s søn. Konflikten endte ud i, at ansøgeren slog sønnen i jorden, hvorefter der kom blod ud af munden på ham. Ansøgeren flygtede efterfølgende fra stedet. Ansøgeren udrejste af Ghana og opholdt sig i Libyen og Italien, inden han indrejste i Danmark. Der er ikke under nævnsmødet i den fornyede behandling af sagen fremkommet nye oplysninger til bestyrkelse af det af ansøgeren påberåbte asylmotiv i forhold til Ghana, hvorfor Flygtningenævnet henholder sig til Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2014, hvorefter ansøgerens forklaring om en jordkonflikt tilsidesættes som utroværdig. Ansøgeren har i forhold til Liberia som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Liberia frygter at blive smittet med ebola. Dette forhold er ikke af en sådan karakter, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret divergerende og udbyggende om sit statsborgerskab og sin identitet. Først under nævnsmødet under den fornyede behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hans far er ghanesisk statsborger med ghanesisk pas. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at også hans mor havde ghanesisk pas, ligesom hans søskende er ghanesiske statsborgere, og at han også selv er ghanesisk statsborger som følge af moderens statsborgerskab. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt han har kontakt til sine søskende i Ghana. Ansøgeren har ikke kunnet fremlægge dokumentation for sin identitet, for hvor han efter det oplyste er født eller har opholdt sig eller dokumentation for forældrenes statsborgerskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren forgæves er søgt udsendt til Ghana, kan ikke medføre et andet resultat, idet der er tale om udrejseforhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2016/17/JOL