Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks. Ansøgeren har oplyst, at han er fra Eritrea, men at han udrejste fra landet, da han var omkring syv år, hvorefter han indrejste i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og dræbt af det eritreiske styre, idet han har hørt, at styret er sådan. Endvidere frygter han den eritreiske nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste fra Eritrea som 7-årig i [årstal]. Han rejste fra sin landsby […], i […], til fods og krydsede grænsen til Etiopien illegalt. Han rejste sammen med en ung bekendt, […]. Det var ansøgerens egen beslutning at rejse, og han fortalte ikke sine forældre om det. I Etiopien ankom han til […], hvor han blev tilbageholdt af ukendte personer, idet han var indrejst illegalt. Herefter opholdt han sig 14 år i flygtningelejren […] i Etiopien. Ansøgeren besøgte i denne periode sin moster i byen […]. Han tog herefter til Sudan, hvor han opholdt sig en måned, hvorefter han tog videre til Libyen, hvor han ligeledes opholdt sig i en måned. Fra Libyen tog ansøgeren med båd til Italien og ankom til Sicilien den [i efteråret 2015]. Han indrejste i Danmark [i slutningen af 2015]. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende, upræcist og afglidende om forholdene i sin landsby i Eritrea, om udrejsen til Etiopien, herunder om registreringen og modtagelsen i Etiopien, om selve opholdet i Etiopien, herunder hvor han konkret opholdt sig, om beskæftigelse i Etiopien og om sin kontakt med storebroderen. Hertil kommer at ansøgeren til asylsamtalen pludselig oplyste, at han nu var født i [årstal], således at han nu kun skulle have været syv år på tidspunktet for udrejsen. Dernæst må det tillægges vægt, at UNHCR ikke har kunnet bekræfte, at ansøgeren har været registreret i […]-flygtningelejren som hævdet af ham. I forbindelse hermed har ansøgeren forklaret upræcist om sit ophold og sin færden ind og ud af lejren, herunder om kontakten til UNHCR-folkene, der administrerede lejren. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren i omkring 14 år har opholdt sig i Etiopien uden problemer, og at han har oplyst, at hans moster er bosiddende i landet. Ansøgeren har til belysning af sin identitet først for Flygtningenævnet fremlagt kopier af ID-kort tilhørende broderen, […], et amerikansk pas tilhørende broderen, samt nogle yderligere dokumenter fra amerikanske myndigheder ligeledes vedrørende broderen. Når der imidlertid henses til, at ansøgeren under hele sagsforløbet har forklaret upræcist og divergerende om sin herkomst som ovenfor anført, og når der videre henses til det sene fremkomsttidspunkt, kan Flygtningenævnet ikke lægge nogen vægt på disse dokumenter til belysning af, om ansøgeren stammer fra Eritrea. Det skal særligt bemærkes, at det fremstår påfaldende, at det fremlagte ID-kort angiver at være udstedt af de eritreiske myndigheder, men at udstedelsesstedet desuagtet er […]. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har været i stand til på troværdig vis at underbygge det påberåbte asylmotiv, herunder at han er fra Eritrea, og der er efter det foreliggende heller ikke grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om hjemvisning til Udlændingestyrelsen. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2016/12/AKM
