Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvinde med ukendt statsborgerskab samt et barn. Indrejst i 2014. Ansøgeren har forklaret, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra […], i Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har tillige henvist til, at hun er født i […] i Eritrea, hvor hun boede sammen med sin mosters familie, indtil hun var fire år, hvorefter hun flyttede med mosteren og hendes familie til området omkring[…] i Etiopien, hvor ansøgeren boede de efterfølgende 13-14 år. Under ansøgerens ophold i Etiopien udsatte ansøgerens onkel hende for systematisk mishandling, uden ansøgerens moster havde viden om dette. Ansøgeren havde ikke et godt forhold til sin moster. Vedrørende ansøgerens eritreiske baggrund har hun alene fået fortalt, at hendes fader er eritreisk statsborger, at han hed […], og at han var soldat i Eritrea og etnisk tigrinya. Ansøgerens moster, har om ansøgerens moder, fortalt, at hun var eritreisk statsborger fra […], og at hun døde, da ansøgeren blev født. Ansøgeren forlod en dag mosterens hjem, efter at hendes onkel havde udsat hende for vold. Ansøgeren gik en tilfældig vej, hvor hun mødte en amhari talende mand, der bragte hende til flygtningelejren […]. Flygtningenævnets flertal finder, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren har ikke fremlagt dokumenter til belysning af sin identitet, og hendes oplysninger om sin herkomst er alene baseret på andenhåndsoplysninger fra hendes moster. Disse oplysninger er i øvrigt af meget begrænset omfang. Selvom ansøgeren ifølge sin egen forklaring har boet i en længere årrække i Etiopien hos sin moster og onkel, hvorunder hun passede husholdningen sammen med sin moster, finder flertallet, at hun har en påfaldende begrænset viden om den eritreiske herkomst, som hun påberåber sig. Heroverfor må det tillægges vægt, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring var i stand til at løbe væk fra onklen og mosteren og herefter gennemføre en længere rejse gennem Sudan, hvor hun arbejdede i tre år, og efterfølgende gennem Libyen, inden hun indrejste i Europa, selvom ansøgeren har oplyst, at hun under opholdet hos mosteren og onklen ikke kom udenfor landejendommens område. På denne baggrund fremstår det usandsynligt, at ansøgeren udviser et så begrænset kendskab til sin herkomst, herunder at hun har fået begrænsede oplysninger af mosteren, som forklaret af hende, og Flygtningenævnets flertal forkaster ansøgerens forklaring om, at hun er eritreisk statsborger. Endelig lægger flertallet vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft problemer med myndighederne hverken i Eritrea eller Etiopien. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2015/6
