Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst på et ukendt tidspunkt.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har senest angivet at være fra byen […] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte personer, som er skyld i, at hans familie er forsvundet. Ansøgeren frygter ligeledes, at han vil være alene i Algeriet, da han ingen familie har tilbage. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at faderen havde mange konflikter med ukendte personer i Algeriet, og at det er disse ukendte personer, som han frygter. Flygtningenævnet bemærker, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger som er nødvendige til bedømmelse af hans asylsag. Ansøgerens identitet og statsborgerskab må betragtes som uafklaret. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet konkretisere, hvad han i givet fald frygter ved en tilbagevenden til Algeriet, hvor han senest har angivet at stamme fra. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2015/1