Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Haiti. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv anført, at faderen havde arrangeret politiske demonstrationer imod regeringen og hjulpet FN-tropperne med tolkning. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han ved indrejsen i Danmark i slutningen af 2006 ikke havde asylrelevante problemer. Han var indrejst på visum for at besøge sin herboende broder. Heller ikke ved det, som ansøgeren i øvrigt havde forklaret, kunne det lægges til grund, at ansøgeren havde politiske aktiviteter af betydning. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til faderens forhold. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at faderen havde været politisk profileret. Ansøgeren havde således forklaret upræcist herom, ligesom ansøgerens søster, hvis sag blev behandlet samtidigt hermed, intet kendte til, at faderen skulle have haft politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at faderen havde haft en vis forbindelse til FN-styrkerne, men fandt det ikke sandsynliggjort, at faderen skulle have foretaget sig andre aktiviteter end lejlighedsvis tolkning og salg af kokosnødder til FN-personalet. Ansøgeren havde således forklaret, at der ikke havde været tale om et egentligt ansættelsesforhold. Forklaringen om, at faderen skulle have angivet navngivne bandeledere, var på ingen måde underbygget. Blandt andet havde ansøgerens oplysninger om de pågældende bandemedlemmers dødstidspunkter været upræcise eller forkerte. Samlet set fandtes det herefter alene at kunne lægges til grund, at faderens aktiviteter for FN-styrkerne havde været beskedne. Ansøgeren havde herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Haiti ville udsætte sig for en reel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Haiti/2008/1