Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk fula og muslim af trosretning fra […]i Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af familien til en mand, der afgik ved døden i forbindelse med et overfald rettet mod ansøgeren og dennes lærermester. Ansøgeren har nærmere forklaret, at han arbejdede som svejserlærling, og at arbejdet kun kunne udføres om aftenen, hvilket var til gene for naboerne. Naboerne klagede over støjen ved tre lejligheder, og ved den sidste lejlighed gik naboerne til angreb på ansøgeren og dennes mester, som de udsatte for vold. Den ene nabo ville tage en jernstang, som ansøgeren formoder, at han ville bruge til at udsætte ansøgeren for vold med, men jernstangen holdt en port, der dermed faldt ned over manden, og ansøgeren og hans mester flygtede fra naboerne. Ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at den pågældende mand afgik ved døden på hospitalet, at hans lærermester er flygtet, og at militæret ledte efter ansøgeren, hvorfor han valgte at udrejse. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at der har været en konflikt med naboerne på ansøgerens arbejdsplads, og at denne har udviklet sig voldeligt som forklaret af ansøgeren. Ansøgerens forklaring om, at en af overfaldsmændene er død, og at ansøgeren som følge heraf er efterstræbt af myndighederne bygger imidlertid alene på andenhåndsoplysninger og formodninger. Ansøgerens rolle i konflikten, således som forklaret af ham, har ikke haft en karakter som kan begrunde, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne eller den angiveligt dræbtes familie. Den konflikt, der måtte have været med naboerne til værkstedet og mellem malinkaer og fulaer i området, findes ikke af en sådan intensitet og karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var efterstræbt af myndighederne, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” guin/2013/1
