Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Guinea.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk peuhl fra Conakry i Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel af de guineanske myndigheder. Ansøgerens søster blev i efteråret 2009 slået ihjel af militærpersoner, da hun deltog i en demonstration imod styret. Ansøgeren deltog sammen med sin søster i denne demonstration. Senere på efteråret 2009 blev ansøgerens moder taget af militærpersoner. Ansøgeren kender ikke sin moders skæbne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent og detaljeret om det begivenhedsforløb, der har ført til asylmotivet, og han har svaret på supplerende spørgsmål i nævnsmødet på en overbevisende måde. Ansøgerens forklaring stemmer overens med baggrundsoplysningerne om forløbet af demonstrationen i efteråret 2009. Efter ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at søsteren har haft en vis profileret stilling i et navngivent oppositionsparti. På baggrund af henvendelserne fra myndighederne i perioden efter søsterens død, kan det videre lægges til grund, at ansøgerens moder og ansøgeren var i myndighedernes søgelys. Efter moderens anholdelse og de omkringboendes reaktion herpå, har ansøgeren sandsynliggjort, at også han risikerede anholdelse og tilbageholdelse samt afhøring som følge af søsterens politiske profilering. På baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene for tilbageholdte personer i Guinea har ansøgeren tillige sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse og overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Gui/2010/1