Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk Akan og kristen af trosretning fra Offinso, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at hans tre mostre vil slå ham ihjel, fordi de alle ønsker ejerskab over det samme stykke jord. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans broder og søster i 1995 blev slået ihjel, og at ansøgerens mostre efterfølgende har indikeret, at de havde arrangeret mordene. Da ansøgeren blev 21 år gammel, krævede han første gang retten til jorden. I den forbindelse blev ansøgeren truet af sine mostre, som sagde, at han ville lide samme skæbne som sin broder og søster, hvis han krævede retten til jorden. Tre dage efter angreb ansøgerens ene moster, [...], ansøgeren i huset, ved at hun rev fat i ansøgerens skjorte. Det lykkedes ansøgeren at rive sig løs fra hendes greb og at forlade huset. Ansøgeren rejste til Kumasi, hvor han opholdte sig de efterfølgende tre år. Ansøgeren vendte herefter tilbage til Offinso, hvor han flyttede ind i det hus, hvor hans mostre havde bopæl. I forbindelse med ansøgerens tilbagevenden blev han jævnligt udsat for vold og trusler fra sine mostre, som samtidig nævnte, at han ville blive slået ihjel, hvis han blev ved med at spørge ind til jordstykket. Ansøgeren valgte herefter at udrejse af Ghana ved hjælp fra sin ven […], som skaffede ansøgeren en 10-årig opholds- og arbejdstilladelse i Italien. Ansøgeren indrejste i Italien [i vinteren 2008], hvor det ikke lykkedes ham at finde et arbejde. Ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget i 2011, idet han ikke opfyldte betingelserne for at opholde sig i Italien. I [sommeren 2011] rejste ansøgeren til Danmark for at se landet. Han blev anholdt og fængslet af det danske politi efter to uger og blev herefter udvist af Danmark med indrejseforbud i to år. Ansøgeren flyttede tilbage til Italien, hvor han opholdte sig illegalt indtil [sommeren 2014], hvorefter han på ny indrejste i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er forfulgt af sine mostre på grund af en jordstrid, der medførte, at hans to søskende blev dræbt af mostrene eller på vegne af disse i 1995. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2014] oplyst, at han fik en advarsel af mostrene, da han var 20 år gammel, hvorefter han forlod landsbyen. Han havde ikke senere kontakt med sin familie og er ikke blevet truet eller opsøgt af denne. Han har under samtalen [i sommeren 2015] forklaret, at han, da han var 20 til 21 år gammel, fik at vide af sine mostre, at hans søskende var dræbt af mostrene. Han blev angrebet af en moster og rejste derefter fra landsbyen. Han vendte tilbage til landsbyen, da han var 25 år gammel og boede i familiehuset. Det må efter forklaringen antages, at opholdet har varet i flere dage. Han har under sin forklaring til Flygtningenævnet forklaret, at han først fik at vide, at hans søskende var dræbt af mosteren, da han i 2003 for anden gang vendte tilbage til landsbyen, for at spørge mostrene hvorfor de ikke betalte en skoleregning. Han forklarede indledningsvist, at han selv gik i skole, hvilket er i modstrid med hans tidligere forklaring om hans skoleforløb og ændrede efterfølgende forklaringen til, at der var tale om hans søsters skoleregning. Opholdet hos familien varede alene en dag, og han overnattede ikke. Da han forlod familien, fulgte en moster og en bande af store drenge efter ham og opsøgte ham i Kumasi. Han har bekræftet, at han i perioden fra omkring 1997/1998 til hans udrejste i 2008 alene har haft kontakt med familien ved det omtalte besøg i Offinso. Under henvisning til at ansøgeren på flere forskellige væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, finder nævnet, at forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, hvorfor den tilsidesættes. Ved afgørelsen er der ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Italien og kortvarigt i Danmark siden 2008 men først har søgt asyl, da han blev anholdt af det danske politi. Endelig lægges der vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han tilsyneladende under afhøringer [i efteråret 2011] har forklaret, at han havde fem børn og en søster samt svoger, der er bosiddende i Italien, hvilket han i dag har fragået. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2015/3