Georgien20101

Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 2 børn fra Georgien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes mand var eftersøgt i Georgien af den russiske efterretningstjeneste, idet han havde udført hemmelige aktioner for den georgiske side i 2008. Grundet hendes muslimske efternavn havde hun været ekstra udsat i Georgien. Ansøgeren havde på grund af ægtefælles forhold været tilbageholdt omkring 14 dage i efteråret 2008 og var blevet løsladt med meldepligt samt forbud mod at udrejse fra Georgien. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at familiens bopæl i Ossetien var blevet bombet i sensommeren 2008 i forbindelse med et generelt bombardement af byen, samt at hendes søn er autist og stærkt behandlingskrævende. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Odessa i Ukraine. Ansøgeren er etnisk russer og russisk-ortodoks. Hun var gift med en etnisk ossetiner, som er muslim. Hun var blevet muslimsk viet under sit seneste ophold i Tskhinvali. Ansøgeren havde om sit statsborgerskab selv anført, dels til asylregistreringsrapporten, dels til sit skema og dels under samtalen med Udlændingeservice, at hun er statsborger i Georgien. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren asylretligt burde vurderes i forhold til Georgien. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen på en nærmere afklaring af hendes statsborgerskabsforhold. Flygtningenævnet kunne i øvrigt lægge hendes forklaring til grund for sagen, således som Udlændingeservice også havde gjort. Uanset at ansøgeren havde et muslimsk efternavn, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til Georgien ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren skulle have konflikter med de georgiske myndigheder. De foreliggende sporadiske oplysninger om hendes ægtefælles aktiviteter i forbindelse med de russiske myndigheders angreb i sensommeren 2008 på Sydossetien kunne ikke føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren, efter sine egne oplysninger, havde overtrådt et udrejseforbud og en ugentlig meldepligt, som hun var blevet pålagt efter sin løsladelse fra de russiske sikkerhedsstyrker, fandtes ikke at være et forhold af en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at hvis ansøgeren ikke fandt at kunne tage ophold i Sydossetien, kunne hun henvises til at tage ophold i den regeringskontrollerede del af Georgien. De foreliggende oplysninger om hendes søns sygdom var ikke asylbegrundende. Georgien/2010/1