Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2017 og 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske georgier og kristne ortodokse af trosretning fra [by], Georgien. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv, idet han var tilhænger af og har propaganderet for Nationalbevægelsen. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af regeringen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han var tilhænger af Nationalbevægelsen, og han begyndte at udføre aktiviteter for bevægelsen [sommeren] 2017 og frem til valget i [efteråret] 2017. [Efteråret] 2017 var ansøgeren ude at spise med sin ægtefælle og to sønner, da han på et tidspunkt blev opsøgt af to personer, der truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod Georgien inden 24 timer. De truede desuden med, at hans familie ville blive slået ihjel, hvis de henvendte sig til politiet. Ansøgeren udrejste herefter af Georgien [dagen efter]. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt og chikaneret grundet ansøgerens støtte og aktiviteter for Nationalbevægelsen. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til den mandlige ansøgers konflikt med regeringen. Den kvindelig ansøger er en enkelt gang blevet opsøgt på bopælen af ukendte mænd, der spurgte ind til hvor hendes ægtefælle var. De truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke talte sandt. Hun udrejste herefter af Georgien [i foråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse eller overgreb fra de georgiske myndigheders side som følge af, at den mandlige ansøger har været politisk aktiv for Nationalbevægelsen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet forfulgt som følge sine politiske aktiviteter, idet nævnet vurderer, at ansøgernes forklaringer herom fremstår utroværdige. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold. Det fremgår således af den mandlige ansøgers asylansøgningsskema, at han uden for restauranten blev truet med drab, hvis han meldte mændene til politiet, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han ikke blev truet i anledning af en eventuel politianmeldelse. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende, idet han efter Udlændingestyrelsens afslag har fremlagt en korrespondance med en ven, som angivelig skulle omhandle den mandlige ansøgers deltagelse i et hemmeligt møde i Grækenland i [sommeren] 2017 med den tidligere georgiske regeringsleder. Den mandlige ansøger har ikke tidligere oplyst om dette møde, og hans familie har ikke haft kendskab hertil. Endvidere har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret usikkert og svingende om indholdet af mødet i Grækenland og konsekvenserne af dette. Hertil kommer at den mandlige ansøger efter Udlændingestyrelsens oplysning om, at hans sag kunne behandles som åbenbart grundløs, omtalte en video for Dansk Flygtningehjælp, som han ganske vist efterfølgende har frafaldet, men som indgik i Dansk Flygtningehjælps begrundelse for at modsætte sig, at sagen kunne behandles som åbenbart grundløs. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger kun har kunnet forklare kortfattet og overfladisk om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter og blandt andet har angivet, at hun ikke helt ved, hvilken rolle den mandlige ansøger havde i Nationalbevægelsen, selvom aktiviteterne ifølge den mandlige ansøger stod på omkring 10 timer dagligt i en periode på flere måneder, og selvom den mandlige ansøger har oplyst, at han gjorde en forskel. Den kvindelige ansøger har endvidere udbygget sin forklaring, idet hun først under nævnsmødet har oplyst om, at hendes forældre blev opsøgt af ukendte personer under et besøg i ansøgernes lejlighed i [by] efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne er udrejst legalt af Georgien og har gyldigt pas, herunder at den kvindelige ansøgers og det medfølgende barns pas er udstedt i [efteråret] 2017 forud for, at de angivelige problemer startede. Den kvindelige ansøger har ikke givet nogen plausibel forklaring på, hvorfor hun valgte at få udstedt pas på dette tidspunkt. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/3/CABV