Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Privatretlig forhold
Agents of Persecution
Udrejseforhold
Beviskrav og bevisvurdering U
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Gambia.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk mandinka og muslim af trosretning fra en navngiven by i Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun vil blive slået ihjel af myndighederne, eller at de vil lade hende forsvinde, da hun er homoseksuel, hvilket er ulovligt ifølge gambisk lovgivning og islam. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes far og farbrødre vil slå hende ihjel på grund af hendes homoseksualitet, hvilket de vil kunne gøre uden at blive strafforfulgt af myndighederne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er udrejst fra Gambia på legale rejsepapirer med visum, i første omgang som besøgende hos en dansk ven, hvorefter hun rejste til Sverige som besøgende hos en gambiansk veninde og først derpå blev sendt til Danmark, hvor hun efter omkring seks måneders fravær fra Gambia, søgte asyl. Nævnet finder, at de breve, som hun efterfølgende har modtaget fra sin gambianske familie med trusler på grund af hendes seksuelle orientering, forekommer utroværdige og konstrueret til lejligheden. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse, efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2.” Gambia/2010/1