Nævnet hjemviste i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni muslim fra [byen], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive tvunget til at kæmpe for eller blive slået ihjel af de etiopiske tropper og Liyu Police. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans landsby blev angrebet på en ukendt dato i 2014 af etiopiske tropper og Liyu Police. Soldaterne spurgte ansøgerens familie, hvem der havde angrebet de etiopiske soldater aftenen forinden, hvortil ansøgerens far svarede, at han ikke vidste, hvad de talte om. Tre soldater begyndte at skyde ansøgerens families husdyr, og to andre soldater satte ild til ansøgerens families hytte. Nogle soldater udsatte efterfølgende ansøgerens søster for et seksuelt overgreb og slog hende bagefter ihjel. Ansøgeren blev bundet på hænder og fødder af nogle soldater og kørt med til deres lejr. I lejren blev ansøgeren af en soldat beskyldt for at være fra gruppen ONLF, hvilket han benægtede. Soldaten krævede, at ansøgeren skulle blive en del af Liyu Police og være med til at kæmpe mod ONLF. Ansøgeren besluttede at flygte fra lejren, da en soldat fortalte ham, at han skulle gøre sig klar til at kæmpe mod ONLF om aftenen eller aftenen efter. Ansøgeren havde været tilbageholdt omkring et døgn, da det lykkedes ham at flygte derfra. Ansøgeren flygtede hjem til sin farbror, Haji, som fortalte ansøgeren, at han ville redde ham. De rejste sammen rundt i Etiopien, og de udrejste endeligt ud af Etiopien omkring tre til fire måneder efter angrebet på ansøgerens landsby. Den beskikkede advokat har under sagens behandling for Flygtningenævnet oplyst, at ansøgeren under samtalen på advokatens kontor har forklaret, at han allerede 14 dage eller en måned før episoden i landsbyen blev opsøgt af soldaterne, der ville rekruttere ham og i den forbindelse fremsatte trusler og stak ham med en kniv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om en række centrale punkter, herunder hvor lang tid ansøgeren og familien var tilbageholdt af soldater i landsbyen, hvor mange dage ansøgeren var tilbageholdt i soldaternes lejr, og hvad ansøgeren gjorde, da hans søster blev taget af en soldat. Den af ansøgerens advokat under nævnsmødet afgivne oplysning om soldaternes overgreb mod ansøgeren 14 dage eller en måned inden episoden i landsbyen – hvilken oplysning i øvrigt er en udbygning i forhold det af ansøgeren tidligere forklarede – kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er aldersvurderet og fundet at fremstå som voksen. Flygtningenævnets afgørelse er begrundet med, hvad ansøgeren har fortalt og ikke på, hvad han måtte have glemt. Herefter og efter det i øvrigt fremkomne under sagen finder Flygtningenævnet ikke anledning til at hjemvise sagen eller udsætte sagen med henblik på en undersøgelse af eventuelle hovedtraumer hos ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/13/smla