Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhare og kristen ortodoks af trosretning fra [S], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske sikkerhedsstyrker, idet hendes onkel og broder har udført aktiviteter for oppositionsgruppen Ginbot 7. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes onkel og broder forsvandt fra deres fælles bopæl på en ukendt dato. [I efteråret] 2014, omkring en uge efter ansøgerens onkel og broder forsvandt, ankom fire personer fra militærpolitiet til deres bopæl, hvor ansøgeren og hendes fætter, [F], var hjemme. Politiet ransagede huset for våben, og spurgte efter onklen og broderen. Ansøgeren og [F] blev truet med at blive slået ihjel eller fængslet, hvis de tilbageholdte oplysninger om onklen og broderen. [F] blev derudover slået, og ansøgeren fik lussinger og blev skubbet. Den følgende dag vendte de samme fire personer fra militærpolitiet tilbage til deres bopæl. Ansøgeren og [F] blev tilbageholdt og bragt til arresthuset i [S], hvor de blev beskyldt for at være ansvarlige for ansøgerens onkels og broders forsvinden, ligesom de blev truet til at fortælle, hvor onklen og broderen opholdt sig. Samme aften blev ansøgeren og [F] løsladt, idet ansøgerens og [F’s] naboer fortalte politiet, at ansøgeren og [F] ikke havde kendskab til ansøgerens onkels og broders opholdssted. I forbindelse med løsladelsen kørte politiet ansøgeren og [F] hjem, og gav dem en advarsel, og blev truet med, at politiet ville slå ansøgeren og [F] ihjel eller sætte dem i fængsel, hvis de ikke fortalte om onklen og broderen. Tre dage senere påbegyndte ansøgeren sin udrejse af Etiopien, som [F] havde arrangeret. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren - trods det meget enkle asylmotiv – har forklaret divergerende på væsentlige punkter, uden at dette efter Flygtningenævnet vurdering kan skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hun er blevet udsat for fysiske overgreb ved politiets henvendelser og i givet fald hvilke. Hun har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hun og fætteren blev opsøgt af politiet efter løsladelsen og advarslen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund og dermed heller ikke, at hendes familiemedlemmer er forsvundet. De generelle forhold i Etiopien er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/6/LOD