Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen ortodoks af trosretning fra Jimma, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af den etiopiske regering på grund af sin etnicitet som oromo. Ansøgeren har tit støtte herfor henvist til, at hendes far tilbage i 2001 blev anholdt som følge af sin økonomiske støtte til partiet Oromo Liberation Front (OLF). Dagen efter anholdelsen af ansøgerens far blev ansøgeren på deres bopæl opsøgt af fem soldater fra den etiopiske regering. Soldaterne bad ansøgeren vise dem nogle dokumenter. Ansøgeren fortalte dem, at hun ikke kendte noget til nogle dokumenter, hvorefter soldaterne forlod bopælen. Soldaterne kom tilbage dagen efter. De spurgte igen ansøgeren, hvor faren gemte nogle dokumenter. To dage senere kom soldaterne for tredje gang til bopælen. Denne gang gennemrodede soldaterne bopælen, og fandt nogle papirer, som de tog med sig, ligesom de truede ansøgeren på livet. Senere samme aften blev ansøgeren igen opsøgt af soldater, som ville have flere oplysninger fra ansøgeren. Da ansøgeren fortalte dem, at hun intet vidste, blev hun udsat for fysiske overgreb. Herefter tog soldaterne ansøgeren med og fængslede hende i Kerchele fængslet. Ansøgeren var fængslet i fem måneder. I denne periode blev ansøgeren næsten dagligt udsat for seksuelle overgreb. Som følge heraf blev ansøgeren gravid. Da graviditeten kunne ses på ansøgerens mave, blev hun løsladt. En af soldaterne sagde i forbindelse med løsladelsen, at ansøgeren kunne leve i fred og ro, såfremt hun samarbejdede med dem fremover. Efter løsladelsen bosatte ansøgeren sig i Gebriel, som ligger to-tre timers kørsel fra Jimma. Hun fødte her sin datter og levede efterfølgende af at sælge krydderier fra sin altan. Efter fire-fem år mødte ansøgeren en kvinde, [A], i den kirke, som hun kom i. [A], som boede i det område, hvor ansøgeren boede inden fængslingen, advarede ansøgeren om, at myndighederne havde opsøgt folk i området og spurgt efter hende. Tre-fire år herefter mødte ansøgeren ægteparret, [B] og [C], i kirken. De advarede ligeledes ansøgeren om, at hun skulle være forsigtig, idet der var soldater, der ledte efter hende. Ansøgeren orienterede efterfølgende sin bror om, at myndighederne var efter hende, og broren gav derfor ansøgeren penge til at udrejse af Etiopien. Idet ansøgeren ikke kunne flygte med datteren, gav hun hende til nogle bekendte og udrejste herefter i august 2008. Siden 2008 har ansøgeren opholdt sig ulovligt i Grækenland, indtil hun udrejste til Danmark [en nærmere angivet dato i foråret 2015]. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i en individuel og reel begrundet risiko for at blive forfulgt af myndighederne, jf. udlændingelovens § 7. Flertallet lægger herved vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle være i myndighedernes søgelys, idet der lægges vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring er blevet løsladt i 2001, uden at ansøgeren har kunnet give myndighederne de ønskede oplysninger, og at hun har herefter kunnet opholde sig i Gebriel sammen med sin datter indtil udrejsen i 2008, uden at blive opsøgt af myndighederne, og selvom hun i øvrigt har brudt en aftale om at ville samarbejde med myndighederne. Der henvises endvidere til, at ansøgeren ikke tidligere har fundet anledning til at flytte fra Gebriel, selvom hun angiveligt ca. fire år efter, at hun kom til Gebriel, er blevet advaret om, at myndighederne var efter hende. Ansøgeren er derimod fortsat med at sælge varer fra sin bopæl, og hun er fortsat med at gå i kirke. Ansøgeren er først udrejst, efter at hun angiveligt 2-3 år senere på ny er blevet advaret om myndighedernes interesse. Flertallet henviser i øvrigt til, at myndighederne angiveligt allerede i 2001 har pågrebet ansøgerens far. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/57/STR
