Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [en by] i Tigray-provinsen, Etiopien. Ansøgeren har været medlem af det regeringskritiske parti Demhit fra 2008 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de etiopiske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der i [ultimo] 2008 kom fire personer fra partiet Demhit til den lokale kirke, hvor de uddelte løbesedler for partiet. 14 dage senere mødte ansøgeren og omkring 20 andre personer op ved […]floden, hvor ansøgeren blev registreret som hjælper for partiet. Fra omkring 2008 til 2010 uddelte ansøgeren løbesedler for partiet ved kirker og skoler, når ingen var til stede, samt indsamlede information fra lokalbefolkningen, som han videregav til Demhit. I medio 2010 blev ansøgeren hentet på sin bopæl og tilbageholdt af politiet. Det første år var ansøgeren fængslet i [en by], hvorefter han blev anbragt i et underjordisk fængsel i [en anden by] i tre år. Ansøgeren var fængslet i i alt fire år og blev udsat for fysiske overgreb i forbindelse med afhøringer. Om aftenen [medio] 2014 lykkedes det ansøgeren at flygte ved at gemme sig i et stort traktorhjul, som stod udenfor fængslet. Ansøgeren løb mod byen og tog derefter videre mod grænsebyen […], hvorfra han udrejste af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke fremstår som analfabet og hyrde fra en isoleret landsby, hvorimod han er velformulerende og giver indtryk af at have en relativ stor viden om regeringen og den politiske situation i landet. Da han under nævnsmødet blev foreholdt oplysningen om, at lederen af Demhit ifølge oplysninger på internettet var vendt tilbage til Etiopien og var meddelt amnesti, kunne han således umiddelbart give gensvar og argumentere imod, at dette skulle ændre risikoen for forfølgelse for personer, der har været aktive tilhængere af Demhit. Ansøgeren har også efter 4 års i fængsel, heraf de 3 i et underjordisk fængsel uden hverken dagslys eller elektrisk lys, kunnet angive nøjagtig dato og klokkeslæt for sin flugt, ligesom han stadig var i besiddelse af sin fars telefonnummer, som han angiveligt havde skrevet på sin bluse. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han, da han i løb var flygtet fra fængslet, tilfældigvis mødte en navngiven bekendt, som kunne hjælpe ham til at få kontakt med ansøgerens far og således få sendt penge. Til sin beskikkede advokat og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han mødte en ukendt person, som lånte ham sin mobiltelefon, så han kunne ringe til sin far, og at faren herefter ringede tilbage og gav ham telefonnummeret på farens ven, som boede i den by, ansøgeren var flygtet til. På nævnets forespørgsel om, hvordan han kunne have farens telefonnummer efter det lange ophold i det mørke fængsel, fremkom ansøgerens forklaring om, at han havde skrevet telefonnummeret på sin bluse. Da ansøgeren herefter blev foreholdt sin forklaring om, at der ikke var telefoner og ikke var elektricitet i landsbyen, og at Demhit derfor ikke kunne kontakte ham telefonisk, forklarede ansøgeren, at hans far havde telefon. Flygtningenævnet finder på den ovennævnte baggrund og idet det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren efter det angiveligt lange fængselsophold under kummerlige forhold og fysiske overgreb var i stand til at flygte til fods og løbe til byen, som han kunne se lysskæret fra, at forklaringen om fængselsopholdet må tilsidesættes. Hertil kommer, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om sine aktiviteter for Demhit, herunder hvorledes og gennem hvem han havde kontakten med partiet, og hvor og hvor ofte han fik udleveret løbesedler og videregav oplysninger. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende spørgsmålet om at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har forklaret, at han skulle være påført skader som følge af det angivelige ophold i det underjordiske fængsel. Under hensyn hertil og til, at nævnet med den ovenfor anførte begrundelse har fundet ansøgerens forklaring utroværdig, finder nævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/37/col
