Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i juni 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim fra [bynavn], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, fordi hun ikke har været i stand til at angive, hvor hendes far, som er mistænkt for at være medlem af OLF, befinder sig. Ansøgeren har tillige henvist til generelle forhold for etniske oromoer, og til at hun på grund af farens forhold også selv mistænkes for at støtte OLF. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes familie i 2005 blev opsøgt af civilklædte politibetjente, der tog hendes far med til afhøring. De næste tre dage var ansøgeren og hendes mor i kontakt med ansøgerens far, men på fjerdedagen fik ansøgerens mor at vide, at ansøgerens far var blevet flyttet. Politiet kaldte i den forbindelse ansøgerens far for terrorist. I den efterfølgende tid blev ansøgerens familie gentagne gange opsøgt af politiet, der afhørte familien om farens opholdssted, ligesom de udsatte familien for fysiske overgreb og trusler på livet. Ansøgeren blev et par måneder inden udrejsen i et enkelt tilfælde udsat for et seksuelt overgreb. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund, idet det fremstår divergerende og ikke troværdigt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det i sig selv fremstår mindre troværdigt, at myndighederne en gang om ugen gennem syv til otte år skulle have opsøgt familien for at spørge efter ansøgerens far. Såfremt interessen skyldtes, at myndighederne betragtede faren som profileret, fremstår det ikke troværdigt, at myndighederne ikke ved anholdelsen af faren foretog en ransagning af huset for at lede efter oplysninger om OLF, herunder om farens aktiviteter og andre medlemmer. Ansøgeren har for nævnet – efter at være foreholdt disse omstændigheder – fortalt om en ransagning, der skulle have fundet sted, efter at faren var flygtet fra fængslet. Dette fremstår imidlertid heller ikke troværdigt, idet hun har forklaret, at broren derefter fandt farens dokumenter, der lå i en aflåst skuffe i et almindeligt skab. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Hun har således forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne, når de kom, oplyste om at faren skulle være medlem af OLF, eller hun alene har denne oplysning fra broren. Hun har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt politiet var voldelig over for familien fra starten eller først efter omkring seks måneder. Flygtningenævnet bemærker herved, at der her er tale om to så væsentligt forskellige situationer over en så lang periode, at ansøgeren burde have kunnet huske det korrekte forløb selv på nuværende tidspunkt. Dertil kommer, at ansøgeren ikke i asylskemaet har forklaret om den voldtægt, som hun under motivsamtalen og efterfølgende har oplyst, var den udløsende faktor for hendes beslutning om at udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i skemaet alene har fortalt om chikane og hverken har nævnt at der var tale om en udvikling i grovheden af chikanen, eller at hun ved en enkelt lejlighed var udsat for et overgreb. Beskrivelsen i asylskemaet findes derfor så forskelligt fra den senere forklaring om voldtægt, at det ikke fremstår troværdigt. Endelig bemærkes, at de generelle forhold for etnisk oromoer ikke i sig selv er asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien2016/35/DH
