etiopien201627

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen protestantisk af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer for ytringsfrihed. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, frygter at blive fængslet eller henrettet, idet de etiopiske myndigheder beskylder ham for at være en del af Oromos Befrielsesfront, OLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været fængslet tre gange i Etiopien. Ansøgeren blev første gang fængslet i 2001 i forbindelse med en demonstration for de studerendes rettigheder på universitet. Ansøgeren og 3000 andre studerende blev tilbageholdt i 10 dage. I 2004 blev ansøgeren tilbageholdt anden gang. Han blev løsladt efter et døgn, idet myndighederne ikke havde nogen beviser for, at han skulle være tilknyttet OLF. [Sommeren 2012] blev ansøgeren tilbageholdt i 34 dage, hvorefter han, den [en måned senere] blev løsladt. Ansøgeren blev løsladt på den betingelse, at han skulle bekræfte at have hjulpet OLF økonomisk samt rekrutterede folk til deres gruppe. I perioden [foråret 2012] til [sommeren 2012] modtog ansøgeren telefonopkald fra Samuel fra den etiopiske efterretningstjeneste. Samuel tilkendegav under telefonopkaldene, at myndighederne havde beviser for, at ansøgeren havde kontakt til OLF. Efter løsladelsen [sommeren 2012] blev ansøgeren kontaktet telefonisk af Samuel samt opsøgt personligt tre gange, henholdsvist [foråret 2013], [sommeren 2013] og omkring [sensommeren 2013]. [I efteråret 2014] udrejste ansøgeren fra Bole International Lufthavn i Addis Ababa, på sit eget ægte pas, med dansk visum. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sin tidligere afgivne forklaring betydeligt. Han har under nævnsmødet forklaret, at han har været medlem af OLF siden 1998, at han var en af 10-15 arrangører af demonstrationer i 2001, at han forud for anholdelsen i 2004 var overvåget af myndighederne og at hans svoger i [efteråret 2014] fremskaffede oplysninger fra sikkerhedstjenesten om, at ansøgeren var særligt overvåget. Nævnet finder, at overgrebene i form af anholdelserne i 2001 og 2004, endvidere efter ansøgerens forklaring, må betragtes som afsluttede. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om perioden fra anholdelsen i 2012 til udrejsen i [efteråret 2014], forekommer ulogisk og usandsynlig, særligt fordi ansøgeren efter sin forklaring havde skrevet under på at være medlem af OLF, men på trods heraf lod myndighederne ansøgeren være på fri fod i mere end to år, selvom han ikke leverede navne på OLF medlemmerne, som han havde lovet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne først to år efter ansøgerens erkendelse, opkrævede det beløb, han efter erklæringen havde modtaget fra OLF. Endelig forekommer det bemærkelsesværdigt, at sikkerhedstjenesten ikke inddrog hans pas for at hindre hans udrejse til udlandet.  Nævnet finder ikke, at de af ansøgeren fremlagte kopier af hans Facebook profil, sandsynliggøre, at han på denne baggrund har bragt sig i et modsætningsforhold til myndighederne i Etiopien. Nævnet lægger herved vægt på, Landinfos rapport: Temanotat, Etiopia: Reaksjoner ved retur og politisk aktivitetet i eksil (sur place). Endelig finder nævnet ikke, at det af ansøgeren fremlagte dokument, der angiveligt skulle hidrøre fra de etiopiske myndigheder kan lægges til grund. Nævnet lægger herved vægt på det sene fremkomsttidspunkt, at det er indhentet af ansøgeren gennem en ven, samt dokumentets opsætning, sprog og fejl. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring kan tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/27