Nævnet stadfæstede i april 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra [by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive henrettet af Liyu Police, fordi han er flygtet fra Etiopien, selvom han var tilbageholdt af Liyu Police. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Liyu Police opsøgte hans skole på et ukendt tidspunkt i 2012. Politiet oplyste ansøgeren om, at han skulle være soldat for de etiopiske myndigheder, samt at de ville komme tilbage og hente ham efter det etiopiske nytår. Efter denne hændelse stoppede ansøgeren sin skolegang, ligesom han forlod sin fasters bopæl. Han boede på gaden, indtil han blev anholdt på markedet af fire soldater og udsat for et voldeligt fysisk overgreb, hvorefter han blev transporteret til et fængsel. Ansøgeren blev fængslet sammen med andre unge, der var anklaget for at have en tilknytning til ONLF. Ansøgeren var fængslet i omkring seks måneder, hvorefter han blev overflyttet til en militærbase, idet myndighederne lovede at løslade ham, såfremt han tilsluttede sig Liyu Police. Ansøgeren var tilbageholdt på militærbasen i omkring fem måneder sammen med andre unge, der også var anklaget for at have en tilknytning til ONLF. Ansøgeren mistede en dag bevidstheden, hvorfor nogle soldater på militærbasen kontaktede hans moder. Ansøgerens moder hentede ham den efterfølgende dag for at tage ham med på hospitalet. Som kaution for løsladelsen afleverede ansøgerens moder skødet på et hus i [by] med tilhørende jord og dyr til de etiopiske myndigheder. Ansøgeren rejste sammen med sin moder til [ansøgerens hjemby] i Etiopien, hvor han opholdt sig i cirka fem dage hos nogle slægtninge, inden han fløj til Addis Ababa. Ansøgeren opholdt sig i Addis Ababa i to dage, hvorefter han udrejste af Etiopien [i] januar 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår på afgørende punkter utroværdig og forkastes i sin helhed som konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for sin anholdelse. Under oplysnings- og motivsamtalen [i] juni 2015 har han forklaret, at han blev arresteret af Liyu Police i maj 2013, efter at han havde forladt sin skole og derefter havde været hjemløs og levet på gaden. Under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen [i] februar 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han boede på gaden indtil januar 2013, hvor han blev anholdt af Liyu Police. Foreholdt divergensen, har ansøgeren oplyst, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har angivet tidspunktet for sin anholdelse til maj 2013, og at han i øvrigt ikke har haft mulighed for at korrigere tidspunktet, idet samtalereferatet alene blev oversat på en overordnet måde. Nævnet bemærker hertil, at det af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår, at ansøgeren har vedstået indholdet af samtalereferatet, og at han har haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til referatet. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om den periode, hvor han efter anholdelsen var fængslet. I asylansøgningsskemaet og under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han sad i fængsel i seks måneder, hvorefter han blev løsladt. Hans moder kom derefter for at hjælpe ham. Under asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var fængslet i seks måneder, og at han derefter blev kørt til en militærbase, hvor han blev indkvarteret. Militærbasen var bevogtet af soldater, og han var på militærbasen i cirka fem måneder. Han måtte ikke forlade militærbasen, så det var ligesom et fængsel. Foreholdt divergensen, har ansøgeren under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke er blevet spurgt direkte ind til forholdet, hvorfor han ikke tidligere havde nævnt det. Det fremgår af en kopi af ansøgerens ID-kort, at det er udstedt i juni 2013, og det understøtter ansøgerens utroværdighed, at kortet således er udstedt på et tidspunkt, hvor ansøgeren efter sin forklaring var fængslet og tilbageholdt. Forespurgt hertil har ansøgeren oplyst, at ID-kortet er udstedt efter hans løsladelse, og at udstedelsesdatoen på ID-kortet er forkert angivet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Etiopien/2016/25 nke